Mit livs øjeblik af Cecelia Ahern

Mit livs øjeblik af Cecelia Ahern

21.01.15
Sød og charmerende chick lit med et eventyrligt twist

For tre år siden blev Lucy Silchester forladt af sin kæreste Blake. Stort set samtidig mistede hun sit job og måtte flytte ind i en lille etværelses lejlighed. Nu arbejder hun med at oversætte brugsanvisninger til hårde hvidvarer – et job, som hun overhovedet ikke bryder sig om, og hvor hun har givet samtlige kollegaer øgenavne. Intet af det fortæller hun dog til venner og familie. I stedet lader hun, som om at alt er planlagt og fortæller løgn på løgn for at dække over sin nedtur.

Da hun en dag bliver kaldt til samtale med "Livet", synes hun, det er helt ude i hampen. Og hun bliver endnu mere forbitret, da hun opdager, at hendes liv er en forhutlet ung mand med dårlig ånde og fugtige hænder, som holder til i et skodkontor.

Men ”Livet” lader ikke Lucy slippe. Han sætter hårdt mod hårdt for at få hende til at indse, at hun har mistet sig selv og nu er tæt på at miste alle andre. Sammen med "Livet" er det nu tid for Lucy at gøre op med fortiden og skabe forandringer. Men det er ikke nemt, når alt efterhånden er vævet ind i et spind af løgne, og ens selvværd er helt i bund.

”Mit livs øjeblik” er en rigtig sød og charmerende chick lit-roman, med et eventyrligt twist, om at tage sig selv i nakken og tage hånd om sit liv. Cecelia Ahern har tidligere skrevet romaner som ”P.S. jeg elsker dig” og ”Hvis du ku’ se mig nu”, og kan man lide dem, vil man også holde af ”Mit livs øjeblik”, som rummer samme blanding af humor og alvor.

Materialer