Miraklets fald af Christian Reslow

Miraklets fald af Christian Reslow

02.12.14
Underholdende debut i science fantasy thriller genren

Christian Reslow debuterer med den hæsblæsende ”Miraklets fald”, som forlaget kalder en ”science fantasy thriller”. En spændende historie, der foregår i to parallelle universer med kvinderne Anni og Nina som hovedpersoner.

I vores verden bor Anni, som er uddannet sygeplejerske, og i den parallelle ørkenverden, der lokalt kaldes Helvede, bor Nina. Hun er rå som få, og i bogens start er hun på jagt efter en genstand, der skal skaffe hende væk. Det lykkedes hende at finde den, og pludselig befinder hun sig i vores verden, mens Anni ender på den stegende planet, hvor vand er som syre, og ingen kan stole på hinanden.

Herfra fortæller Christian Reslow de to kvinders historie i krydsklip. Hvordan Anni kæmper for at finde en vej tilbage til vores verden, og hvordan Nina forsøger at undgå det samme. Hun vil hellere dø i vores verden end vende tilbage til sin egen.

”Miraklets fald” er en rigtig pageturner. Det er underholdning for drengerøve og andre, som synes om en actionfyldt historie i et anderledes univers. En spændende debut som kan anbefales.

Besøg Christian Reslows hjemmeside

Materialer