Midnatsbiblioteket af Matt Haig

Midnatsbiblioteket af Matt Haig

31.01.22
Har du ind i mellem drømt om, hvordan livet ville se ud, hvis du havde valgt anderledes i en given situation? Det får hovedpersonen Nora lov til at udforske i Matt Haigs nye roman.

Nora er en kvinde med masser af talenter, men med en angst for at gribe mulighederne, og en grundlæggende følelse af ikke at være god nok. Hun er ikke et dårligt menneske, men hun føler sig sådan, og i bogens begyndelse har hun fået malet sig selv helt op i en krog. Så da hendes kat bliver kørt ned, og hun mister sit arbejde, bliver det hele for meget, og hun tager en overdosis.

Men i stedet for at dø vågner Nora op i et kæmpe bibliotek, der bliver passet af hendes gamle skolebibliotekar, fru Elm. Fru Elm forklarer den forvirrede Nora, at hver bog i biblioteket indeholder et liv, hun kunne have levet, hvis hun havde valgt anderledes. Nu får hun muligheden for at prøve alle disse liv, og når hun finder det rigtige, kan hun også få mulighed for at leve det.

Først er Nora skeptisk, for hun har ikke lyst til at leve overhovedet. Men fru Elm overtaler hende, og snart åbner hun bogen for, hvordan verden havde set ud, hvis hun havde giftet sig, holdt fast i svømningen, søgt en karriere i musikken, og mange andre valg. I hvert liv lærer Nora noget, men ingen af dem synes at være det helt rigtige. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan leve et 100% lykkeligt liv?

"Midnatsbiblioteket" er en varm feel good fortælling, der er let læst, men alligevel giver stof til eftertanke. Det er en fortælling om livet og om de eksistentielle valg vi alle tager hver eneste dag uden at tænke over det. Om at acceptere hvem man er og ikke lade sig begrænse af frygt for, hvad man tror, andre mener. Og om at se mulighederne i livet i stedet for begrænsningerne. Det lyder måske banalt, men det kan livet jo også være. 

Matt Haig har skrevet en charmerende roman, der lykkes med både at være gribende og samtidig fletter interessante filosofiske overvejelser ind i handlingen. Lidt i samme stil som f.eks. Cecilia Aherns "Mit livs øjeblik" der dog er mere ovre i chiklitt genren. 

 

Materialer