Mediatropolis af Freddy E. Silva

Mediatropolis af Freddy E. Silva

25.04.15
Vellykket, actionfyldt fremtidsthriller

Året er 2060. Nicholas King er en tidligere soldat, der nu arbejder som sikkerhedsvagt og er gift med advokaten Liza. En dag kommer han hjem og finder hende død – myrdet – og før han ved af det, er han blevet dømt for mordet.

Nicholas bliver smidt i fængsel, hvor han ender som deltager i det populære FuldMetal. Et spil hvor fanger, som er dømt for alvorlige forbrydelser, kæmper i hold mod hinanden i en enorm arena. Målet er at vinde – midlet er ligegyldigt, og mange fanger dør under kampene.

FuldMetal er sponseret af GigaMedia, en kæmpe mediekoncern for hvem profit er alt. De giver seerne, hvad seerne vil have – og de vil have porno, død og vold ligesom de gamle romere.

Silva kombinerer actionhistorien med social indignation, oghan kender sine klassikere. Jeg kom til at tænke på både ”1984” og ”Bladerunner” i det fremtidssamfund, han ser for sig. Stemningen i storbyen er dyster, og blandt befolkningen synes ingen at interessere sig særligt for hinanden. Menneskeligheden smuldrer, og laveste fællesnævner råder.

Alt i alt er her tale om en vellykket debut, og er man til fremtids-thrillere fyldt med action, så er Freddy E. Silvas ”Mediatropolis” et godt bud.

Materialer