En væg med en matematisk formel påtegnet

Matematik, tærter og spænding: pi-dag

14.03.15
Den 14. marts er pi-dag. Hvordan vil du nyde den?

Det datoformat, vi bruger, hvor i dag kan skrives 13/03/15, er dejligt logisk og let at gennemskue - i modsætning til det, som bl.a. amerikanerne benytter sig af. De har dog en enkelt dag om året, hvor deres måde at gøre tingene på, er en fordel, og det er i dag.

Den 14. marts er nemlig pi-dag.

Med amerikansk datoformat er det 3/14/15. Hvis du husker din skolematematik, er det lige præcis de første cifre i tallet pi: 3,1415. Og ja, du husker nok også, at tallet ikke stopper der (hvis du kunne tænke dig at se den første million cifre, kan du klikke her), og faktisk er i dag ikke bare pi-dag, men den ultimative pi-dag, fordi dato og klikkeslæt tilsammen danner 3/14/15/9:26:53, som præcis er indledningen til pis uendelige talrække.

Hvad man vælger at læse sådan en dag, siger meget om én som menneske.

 

Matematikken

 

Det er en god dag at få genopfrisket lidt matematik og geometri - eller at dukke ned i områdets historie. Pi kaldes også Arkimedes' konstant, så den kan spore sine rødder langt tilbage i tiden, og der er nok at gå i gang med.

Torben Svendsens lille sag Bogen om p giver dig det, du skal bruge for at kunne imponerede venner og familie med din baggrundsviden - mens det større perspektiv præsenteres i Roger L. Cookes The History of Mathematics. For når du alligevel er i gang, kan du lige så godt udbygge din viden ordentligt.

 

Spændingen

 

Det er muligt, at du småslumrede lidt i matematiktimerne, men i hænderne på en god forfatter bliver tal til død og spænding.

Hugo Bai går lige til sagens kerne med titlen Matematik der dræber og følger en stakkels gymnasielærer, som involveres i en sammensværgelse, der netop omhandler matematik. Men Guillermo Martinez kigger med Oxford-mordene lidt nærmere på de mennesker, der beskæftiger sig med emnet; da en ung matematiker sammen med en logiker forsøger at opspore en seriemorder.

 

Den gode roman

 

Er du ikke så meget til grumme mord, er der heldigvis også andre, mere milde forfattere, der beskæftiger sig med matematikken, og hvordan den påvirker folk.

Danskeren Morten Brask har begået en biografisk roman med William Sidis' perfekte liv - om det amerikanske vidunderbarn William James Sidis, der som den yngste nogensinde startede på Harvard universitet som 11-årig. Som titlen på Nikita Lalwani En særlig begavelse afslører, handler også den om et højtbegavet barn, men kombinerer med de problemer, der er ved at være ung og leve med kultursammenstøddet ved at være inder i England.

 

Bagværket

 

Det er de færreste ting, der ikke også kan forbindes til madlavning, og amerikanerne udtaler pi og pie på samme måde, så lidt madbøger kan man også med god samvittighed kaste sig over. Og det er en god anledning til at kigge på det amerikanske køkken.

Her har vi især to titler, som beskæftiger sig med det amerikanske bagværk og kan give dig opskrifter til timevis i køkkenet med pies, muffins, cupcakes og andet godt: American pie og Amerikanske kager. Og vil du virkelig i gang, så har vi adgang til ebogen The everything pie cookbook.

God læselyst og god appetit!

Materialer