M af Mikkel Harris Carlsen

M for meta og mystisk: M af Mikkel Harris Carlsen

10.04.17
Historier kan være dragende. Men man skal være opmærksom på, hvad de drager én ind i.

Nogle historier står skrevet knivskarpt allerede fra første side, så man ved, hvilken retning man skal i over resten af bogen. Andre krystalliserer sig først frem, mens siderne bladres. Begge dele kan skabe gode bøger, men jeg har nu en forkærlighed for bøger som M, hvor man som læser drages ind i en labyrint af historier, som viser sig sammen at tegne en helt ny fortælling.

Mikkel Harris Carlsen har tidligere bevist, at han kan fortælle de korte historier (bl.a. i Fuglene) - med M viser han, at han også forstår at væve dem sammen. Der er nemlig ikke blot tale om en roman, der bevæger sig fra A til B i sin kurs mod Å. I stedet er der tale om en historie, der blander sig med andre historier.

LÆS MERE: Anmeldelse af Fuglene

Det betyder, at M i høj grad er en bog, der bruger sin stemning til at drage læseren ind. Og det er en stemning af overhængende undergang, som Carlsen forklarede i vores interview med ham:

"Handlingen udspiller sig jo i 1930’ernes London og spiller på, at du som læser ved, at krigen og alle dens rædsler, inklusiv bombardementerne af London, venter lige om hjørnet. Ligesom Scheherazade i 1001 nat skal undgå at blive halshugget ved at pirre kaliffen med sine eventyr, lader jeg i M litteratur, skrøner og fortællinger udgøre en opposition mod det kommende mørke, fantasi og indlevelse over for undertrykkelse og bogafbrændinger."

LÆS MERE: Interview med Mikkel Harris Carlsen om M

Vi følger en unavngiven ung mand, der forsøger at udleve sine forfatterdrømme. Familien har penge, men han efterstræber det ægte liv og finder en lejlighed i den mere udfordrende del af byen. Gennem den lokale antikvar opdager han snart, at den tidligere beboer mindede meget om ham selv - dog med mere succes. Og snart begynder tingene at flyde sammen - hvem var han, hvad skete der, hvilke historier skal man tro på, og hvem er den mystiske kvinde M?

M er en stemningsfuld roman for bogelskere. Mikkel Harris Carlsen evner som få at påkalde en lidt altmodisch fortællestil uden at gøre det kunstigt og kedeligt, men rammer der, hvor det er fascinerende og mættet med atmosfære. Og så er den proppet med henvisninger til gamle tekster og forfattere, som vil gribe enhver, som får et lille smil om læberne ved duften af gamle bøger. Den var, kort sagt, en fornøjelse at læse.

 

Materialer