Strandbillede
Image by kordula vahle from Pixabay

Livet på øerne

15.01.23
Fra Ærø til Sydhavet - vi kan alle drømme lidt om at leve på en ø.

Min oldefar blev et sted i halvfemserne - han kørte knallert og røg metervis af cigaretter næsten til det sidste. Begge dele var cirka lige dødbringende, for han praktiserede ikke at vise af, når han drejede. Cigaretterne har deres egen forklaring, men trafikken er jeg ret overbevist om, at han kun overlevede, fordi han boede på Ærø. Det var et lille samfund, og alle vidste, hvornår Peter drejede af.

Men der er sikkert nogle turister, der har fået sig en trafikal overraskelse nu og da.

Den forståelse, der ligger i den historie (lad være med at overhale Peter på det her sted) er nok en del af forklaringen på, hvorfor jeg helt personligt altid har haft en drøm om at flytte til et øsamfund. Og det er jeg ikke alene om, for øerne - og menneskene på dem - snoer sig igennem den danske kulturhistorie som en beruset knallertkører gennem en stubmark.

Måske er forklaringen at finde i dette interview med Christina Vorre på Fyens.dk: https://fyens.dk/artikel/de-gode-historier-har-det-med-at-samle-sig-p%C3...

"For de gode historier har det med at samle sig på en ø. Måske fordi en ø særligt indrammer personligheder og begivenheder. Måske fordi en ø i sig selv er eksotisk, fordi man er geografisk afsondret i en lille verden omgivet af vand."

ØERNE GENNEM TIDEN

Graver man lidt i øernes muld, finder man hurtigt tilbage til årene 1926-28, hvor Achton Friis udgav bogserien "De danskes øer". 1.200 sider endte det værk på, et smukt illustreret resultat af en ekspedition rundt til småøerne sammen med maleren Johannes Larsen på bæltbåden Rylen. Og det er et værk, man kan dykke ned i, hvad enten det er for beskrivelserne eller illustrationernes skyld.

Fra forordet:

"Det er vel kun gået op for meget få af vore Landsmænd, i hvor høj grad Danmark fortjener navn af et ørige. På grund af sine ejendommelige geografiske forhold er Danmark i virkeligheden et af de mærkeligste lande i Europa. Men intet værk, selv blandt de største, der findes om landet, rummer nogen indgående eller samlet beskrivelse af vore mængder af småøer, skønt disse dog må siges at danne den mest karakteristiske side af vort fædrelands natur".

Det var først i 80erne, at "De danskes øer" fik noget, der lignede en afløser. Det skete med Erik Aalbæk Jensens ottebindsværk "Livet på øerne". Det var en anden tid, og det afspejler sig også i sproget i bøgerne - krisen kradser, og mange af de danske øer forsøger at overleve på turisme, uanset om det skraber af deres sjæl. Aalbæk Jensen er i højere grad end Friis fokuseret på menneskene på de øer, han skriver om, men det gør ikke "Livet på øerne" til en mindre læseoplevelse, tværtimod. Det er et stykke kulturhistorie skrevet af en stærk forfatter.

NUTIDENS ØER

Rent kronologisk burde det være tid til en moderne afløser for "De danskes øer" og "Livet på øerne", men det ser desværre ikke ud til at være på vej (hvis nogen forfattere derude er ved at sejle rundt mellem øerne, så lad os det endelig vide). Men heldigvis er der stadig folk, som er fascinerede af ølivet.

En af dem er Christina Vorre, som blev citeret tidligeret. Hun har skrevet to smukke bøger om lige præcis livet på øerne og de mennesker, der lever det.

"Forladt: fortællinger fra 20 ubeboede danske øer" tager læseren rundt på danske småøer, der ikke har helårsbebyggelse. Nogle af dem har tidligere rummet småsamfund, mens andre aldrig har understøttet menneskeliv. Det er historier om mennesker og steder - og hvordan det nogle gange kan være svært at adskille de to ting.

Og Vorre har en forkærlighed for livet på (ud)kanten, mærker man, for hendes anden bog hedder "De sidste øboere: fortællinger fra udkanten af det danske ørige". Her tager hun os med til ti danske øer, der kæmper for deres overlevelse - eller i al fald beboelse, for befolkningstallet falder på de danske småøer, og med det forsvinder en særlig type liv. Vorre snakker med menneskene, der holder ved, og skildrer noget, der måske kan blive et minde blot.

DE EKSOTISKE ØER

Er man først blevet grebet af tanken om ølivet, er der et par titler, man ikke kan komme udenom, som bevæger sig ud af det danske øhav. I tanken behøver man ikke holde sig til de hjemlige farvande, så tag f.eks. med Judith Schalansky til halvtreds fjerntliggende øer - der allesammen ligger så langt væk, at det nok er den eneste måde, du kommer til at besøge dem på.

Det sker i "Atlas over afsidesliggende øer : halvtreds øer, som jeg aldrig har været på og aldrig vil komme til". Den tyske forfatter fortæller om både natur og kultur på de små øer, der ligger spredt ud over verdenshavene, og gør det med en glæde og en fortælleevne, der går lige i drømmene på læseren. Schalansky er også romanforfatter, og man føler den fortælleglæde her.

Men hun er langt fra den eneste, der har drømt sig til fjerne øer - det er noget, vi har gjort i al fald tilbage til 1700-tallet. Og sikkert også længere tilbage, men det er her, Frits Andersen stiller skarpt på i sin "Sydhavsøen - nydelsens geografi". Allerede inden de europæiske opdagelsesrejsende sejlede over Stillehavet, havde de historier og drømme om de verdener, de ville møde - og vi er fortsat med at drømme lige siden, også selv om virkeligheden måske kun ligger et tasteklik væk.

Fritz Andersen følger de drømme og skriver om, hvordan vi har forestillet os sydhavsøerne i rejseskildringer, film, maleriet, romaner og de andre former, som forestillingsevnen kan antage. Men han følger også tråden frem til nu og de konsekvenser, som vore handlinger har for den del af verden. På den måde er hans bog en bro mellem drømme og virkelighed.

Lad disse bøger give dig muligheden for at drømme lidt - og give dig et perspektiv på virkeligheden.

 

Materialer