Liv af Rasmus Hastrup

Gennem 12 noveller tager Hastrup læseren på en rejse gennem livet fra fødsel til død. Hver novelle tager udgangspunkt i en begivenhed, og fører så denne videre til det nærmest absurde. F.eks. i “Børnehaven ringer” hvor børnehavelederen ringer til en far for at fortælle, at der har været en hændelse, og at hans datter nu desværre er død. Samtalen udvikler sig endnu mere surrealistisk, da børnehavelederen insisterer på, at det ikke kommer til at påvirke den kommende bedsteforældre-dag, for et af de andre børn skal nok male datterens tegning færdig. Det lyder sindssygt, men Hastrup rammer den helt rigtige tone i novellen, som stærkt kan anbefales.

Også samlingens sidste novelle skal have stor ros med på vejen. “Det sidste hus” beskriver den rejse gennem mørket, som vi alle må igennem på et tidspunkt. Her tvinges vi til at se alt det om os selv, som vi gerne vil fortrænge, i øjnene. Vi må overvinde vores værste mareridt og gennemleve alle vores nederlag, før vi – måske – når igennem. Her skriver Hastrup, så det gør ondt i sjælen at læse om rejsen, og jeg håber aldrig, at jeg skal møde det sidste hus.

Jeg er dybt begejstret for Liv, hvor kold realisme blandes med det surrealistiske. Novellerne er absurde nedslag, som oftest følges af et sørgmodigt eller dystert forløb, og efterlader både novellens personer og læseren forandret.  Rasmus Hastrup skriver i et letforståeligt sprog, der måske virker enkelt, men alligevel brænder billeder ind i læserens fantasi. Det er virkelig godt gjort.

Bogen er grøn (håbet og livets farve), men på forsiden danser knokkelmanden, og således advaret om novellernes indhold, kan læseren begive sig ud på en velskrevet og tankevækkende rejse.