Lillys danmarkshistorie af Pia Fris Laneth

Lillys danmarkshistorie af Pia Fris Laneth

05.11.14
Pia Fris Laneth beskriver kvindernes historie fra 1880'erne og frem til i dag.

Har du en fastgroet forestilling om, at al faglitteratur er kedelig læsning, så læs "Lillys danmarkshistorie", og du vil få gennemhullet din fordom.

Jeg har med stor fornøjelse lyttet mig igennem dette digre stykke faglitteratur (640 sider), og ikke kedet mig ét eneste sekund. Jeg har sågar siddet med vand i øjnene snøftende næse og følt kvindernes ydmygende behandling, umyndiggørelsen og volden.

Pia Fris Laneth beskriver kvindernes historie fra 1880'erne og frem til i dag. Med udgangspunkt i sin egen familie fortæller hun om kvindernes liv og vilkår - både den københavnske og den vestjyske gren af familien. Forfatteren er opvokset i København, men alligevel formår hun med stor indføling at beskrive de livsvilkår, som familierne i Hejnsvig, Gesten, Vorbasse, Grindsted, Thyregod har har haft. Jeg har selv boet i Grindsted i de centrale barndomsår, og da jeg er alderssvarende med forfatteren, så er der utroligt mange genkendelige situationer og begreber, og teksten skaber straks velkendte billeder for mig.
 
Jeg har som sagt lyttet mig igennem hele bogen, men du kan jo også låne den på almindelig vis. Jeg downloadede lydbogen fra www.netlydbog.dk, overførte filerne til min MP3-afspiller, hoppede på cyklen, og så bare derudaf i den dejlige danske sommer.
 
Materialer