Lemlæstet af Jonas Wilmann

Lemlæstet af Jonas Wilmann

30.11.20
"Lemlæstet" af Jonas Wilmann er en hardcore splatterroman forklædt som en krimi. Ikke for de sarte, men absolut underholdende.

Efter nogle personlige problemer er politimanden Martin flyttet fra København til Nordjylland, hvor han skal starte på Hobro politistation. Han glæder sig til at skulle arbejde sammen med barndomsvennen Lasse, og i det hele taget til at starte på en frisk.

Men knap har Martin overstået sin første arbejdsdag, før tre maltrakterede lig bliver fundet i Rebild National Park. Det viser sig at være nogle lokale teenagere, men udover den konstatering har politiet absolut ingen spor at gå efter.

For Martin bliver sagen personlig. Han har tidligere haft problemer med at styre sit temperament, og de fuldstændig meningsløse drab på de tre unge får ham helt op i det røde felt. Hvem der end står bag fortjener at blive udryddet, og Martin har tænkt sig at være manden, der gør det.

Jonas Wilmann skriver godt og twister gerne sine historier, så man som læser bliver overrasket hver gang. Det gør han også denne gang, og er du, som jeg, fan af dystre fortællinger uden garanti for en lykkelig slutning, så kan jeg anbefale en tur til Nordjylland med "Lemlæstet".

Materialer