Læs en bog, du er bange for

30.07.20
Ikke en gyser, men en bog, du måske føler lidt ærefrygt for.

Sommer, solskin og måske endda ferie – det giver alt sammen overskud. Og for mig har det også altid betydet, at jeg har kastet mig over nogle lidt andre titler, end jeg gør til hverdag. Nogle gange genlæser jeg bøger, som jeg har glade erindringer om, måske giver jeg mig i kast med serier, som ellers er et format, jeg ikke er så glad for (men nu er der jo tiden til det), og nogle gange går jeg i gang med bøger, som jeg måske inderst inde er lidt bange for.

Her tænker jeg ikke på gysere, for dem læser jeg med stor glæde til hverdag; og jeg tænker ikke på de store klassikere (dem, som man ”bør læse”), men på de der titler, hvor en eller anden lille del af mig tænker ”den der bog kommer du ikke igennem. Den virker spændende på en eller anden vis … og du kan godt gå i gang, men du vil aldrig nå til de sidste linier".

Det er nogle gange de særeste bøger, der får den betegnelse hæftet på sig. Og bevæggrundene kan spænde videre end en eventyrfigur i syvmilesko. Fra "Den er for litterær" over "Forsiden er simpelthen for hæslig" til "Det er den sidste af forfatterens bøger, jeg ikke har læst, og når den er overstået, er det hele slut. Lad det ikke slutte." Det er en form for frygt/fascination, som sikkert ville få Freud til at gnide sig i sine små hænder.

Denne sommer skal den stå på i al fald et par bøger, jeg er bange for. Jeg har græsset på hylderne og fundet et par titler, som kalder med lige præcis den der stemme. "Du vil gerne, men tør du?" Og de er helt ærligt fra hver deres ende af spektret.

Kold krig og Smiley

Jeg har altid haft en sær ærefrygt for John Le Carré. Og indtil nu har det afholdt mig fra at læse så meget som én af hans bøger, selv om jeg altid har haft lyst. Måske er det, fordi de optrådte i stå stor stil på mine forældres hylder, da jeg var barn - de var noget, som "rigtige voksne" læste, og eftersom de voksne jo bliver ældre i samme takt som en selv, kan nogle gode læseoplevelser sagtens for evigt forblive uden for rækkevidde. Men nej, det skal ikke længere stå i vejen for mig, så jeg har lagt "Dame konge es spion" i min sommer-bunke.

Sjovt nok er det Le Carrés søn, Nick Harkaway, der endelig har fået mig i gang. Hans bog "Tigerman" ligger i mine bunke med "Det er den sidste af forfatterens bøger, jeg ikke har læst, og når den er overstået, er det hele slut. Lad det ikke slutte." Så mens jeg venter på, at han får skrevet nyt, vil jeg prøve kræfter med hans ophav. (Vi har Harkaways "The Gone-Away World" stående på hylden, og den er forbløffende underholdende læsning).

George Smiley optrådte i flere af John le Carrés romaner om den britiske efterretningstjeneste i 60erne, men "Dame konge es spion" er den første, hvor han er hovedpersonen - og første bind i det, der kaldes "Karla-trilogien". Romanen følger den aldrende spion Smiley, der får til opgave at afsløre en russisk muldvarp i organisationen. Jeg har en forventning om paranoia, dybe planer og retrocool koldkrigsæstetik. Og så måske en forfatter, der er noget klogere end jeg.

Sort mælk

For nylig læste jeg op på holocaust og vidnesbyrdlitteraturen, der opstod efter den ugerning. Et af de navne, jeg mødte i den forbindelse, var Paul Celan.

Min oplevelse af at læse om nazisternes udryddelseskampagne var - som sædvanlig, fristes jeg til at sige - at ord ikke er nok. Ord er en utilstrækkeligt værktøj til at forstå, men det er samtidig det eneste, vi har. Og lige præcis ordenes mangelfuldhed er et tema i Celan poesi. Hans forældre døde i en koncentrationslejr, mens han selv overlevede krigen, og han arbejdede med at finde et sprog, som kunne udtrykke det, der ellers var umuligt.

Mest kendt er hans digt Dødsfuga, som lige præcis var en mindesten over hans mor og alle de andre, som døde i lejrene. Det digt findes på dansk i samlingen "Sort mælk" - og det er igen noget, jeg møder med ærefrygt. For holocaust i sig selv er et svært emne, men jeg har aldrig helt fundet formen til at læse digte - så det er en bog, der vil kræve en langt større investering af tid og energi, end jeg normalt ville bruge på tekst. Men måske netop lige præcis derfor er det en bog, jeg bør læse.

Så Paul Celans "Sort mælk" har også fundet vej til min sommerlæsning. Jeg tænker, det er en bog, der skal læses, mens mørket begynder at afslutte dagen.

Så her en opfordring: læs en bog, du har tænkt på, men aldrig er gået i gang med - hvad enten det er fordi, den virker for overvældende, for alvorlig, for fjollet eller bare ærefrygtindgydende. Sommeren er den tid, hvor du har overskuddet til det.

 

Materialer