Kvinden ved 1000° af Hallgrímur Helgason

11.02.20
En vanvittig, rørende og satirisk beretning om en ukuelig kvinde, der i små glimt fortæller en livshistorie, der rummer sorg, tab og svigt men også kærlighed, håb og modet til at rejse sig igen – lydbogen er indlæst af Githa Lehrmann

I en garage i Reykjavik ligger firsårige Herbjørg ”Herra” Bjørnsson og venter på at dø. En bærbar computer er hendes eneste adgang til verden udenfor. Familien er for længst holdt op med at komme på besøg og af lyspunkter i tilværelsen har hun kun cigaretterne, hjemmehjælpen og en gammel håndgranat; et bizart klenodie, der har fulgt hende siden tidlig ungdom. Herra har lungekræft og har i atten år levet med lægernes dødsdom over hovedet. Nu er hun blevet træt af at vente og har ’booket’ tid på det lokale krematorium med afgang inden jul. 

Titlens ’tusinde grader’ er den temperatur, ovnen skal op, for Herra har ingen intentioner om at lade sig småbranke. Og mens hun venter, fortæller hun sin alt andet end kedelige livshistorie, for bag facaden – præcis som den håndgranat, hun knuger under dynen – gemmer denne kvinde på en vanvittig, rørende og satirisk beretning. En beretning om sorg, tab og svigt men også om kærlighed, håb og ikke mindst om modet til at rejse sig igen. For fald er der nok af, når Helgason i sin knap 500 siders lange roman på besnærende vis vikler den enkelte skæbne, med al dens isolation og rodløshed, ind i et helt århundredes spind af krigsrædsler, skandaler og politiske magtkampe. 

Med udgangspunkt i ovenstående kunne man nemt få den tanke, at vi her har at gøre med et melodramatisk krigsdrama, en rigtig lidelseshistorie. Dette er bestemt ikke tilfældet. Skønt der ikke lægges fingre imellem, når unge Herra mærker krigens rædsler på egen krop, som både tæller sult, voldtægt og tvungen prostitution, er bogen satirisk morsom og dermed så tilpas distanceret, at det er til at bære. Desuden er Herra er slet ikke typen, der tåler medynk. Den viljekraft og trodsighed der driver hende gennem livets brutaliteter og den dødsdrift, hvormed hun som firsårig frivilligt går i ilden, går i romanen hånd i hånd.

Rent fortælleteknisk er Kvinden ved 1000° et pragtfuld sprogeventyr og Githa Lehrmann, der lægger stemme til indlæsningen, gør det fremragende. Hun forstår bare at ramme den helt rette tone, der gør hende troværdig som Herra. Hård og fandenivoldsk på overfladen men samtidig med en lune og humor, der skinner igennem på de helt rette tidspunkter. Jeg kluk-ler i hvert fald stadig ved tanken om Herras, der klager over, at hun ikke kan få bevilliget et bækken: ”Vi spilder livet med at lægge til side til alderdommen, men så kommer den og har ingen andre forbrugsdrømme end at få lov at pisse liggende.”

Materialer