Kragens Kald af Leigh Bardugo

23.03.18
Der er kommet en ny fantasy-bog fuld af skruppelløse skurke, slåskampe, magi og venskab/fjendskab/kærlighed - masser af spænding og altid en uventet drejning. Den er skrevet af Leigh Barduro, som også har skrevet Grisha-serien.

I et komplekst univers fyldt med magi, snuskede spillebuler og usikre alliancer drevet af grådighed og nødvendighed opfindes et stof, som kan forstærke grishaernes magi voldsomt. Stoffet er ekstremt vanedannende – det kan blive grishaernes undergang.

En gruppe af seks kriminelle fra slummen bliver lovet en usandsynlig stor mængde penge for at hente skaberen af stoffet fra verdens mest sikre fængsel, hvor han sidder indespærret. Det er en umulig opgave, men hvis nogen kan klare det, er det dem! Det her var den simple forklaring på plottet - resten er ikke spor simpelt!

De seks hovedpersoner har alle forskellige styrker, svagheder og hemmeligheder, de har forskellige grunde til at tage del i den umulige opgave, som har ca. 2 % chance for at lykkes og 98 % risiko for at gå galt. Nogle ønsker at blive rige, andre søger hævn, nogle ønsker at dræbe opfinderen af stoffet og andre igen er tvunget til at deltage.

I starten af bogen møder man enormt mange navne – ikke kun på personerne, men også på lande, kulturer, grupperinger osv, så man skal holde tungen lige i munden. Det tog mig et par kapitler at få overblik over de forskellige personer, deres navne og karakteristika, så jeg kunne begynde at fokusere på handlingen.

Men efterhånden som man kommer ind i historien, er de skiftende synsvinkler imellem de meget forskellige hovedpersoner med til at give netop den følelse af forvirring, som uden tvivl er bevidst fra forfatterens siden og som gør historien spændende – hver gang man som læser tror, man ved, hvad der nu vil ske, viser det sig, at man tager fejl. Gruppens rejse for at få fat i opfinderen og gruppens kampe med de andre svindlere fra slum-miljøet bliver ved med at tage nye drejninger og tvists og det samme gør personerne selv.

Vores seks hovedpersoner er alle mere eller mindre skruppelløse og ucharmerende typer, som man ikke har lyst til at møde i en mørk gyde – men efterhånden som historien vikler sig ud, kommer man alligevel til at forstå og måske endda holde af dem.

Kragens kald er en en ny bog i Grisha-universet, men den er ikke en del af Grisha-serien og de to serier kan læses helt uafhængigt af hinanden. Kragens Kald er den første bog i en mini-serie på 2 bøger. Den anden er udkommet på engelsk, men endnu ikke oversat til dansk.

Tags
Materialer