Kongens hunde af Martin Jensen

Kongens hunde af Martin Jensen

20.11.14
Martin Jensen er tilbage med en ny krimiserie, denne gang tidsmæssigt placeret i 1000-tallets England hvor den danske vikingekonge Knud den Store regerede.

Hovedpersonerne er Winston, der arbejder som illuminator, og stormandssønnen Halfdan, som mødes tilfældigt og slår følgeskab til Oxford, hvor Winston har fået en opgave af Knuds dronning. Men da de kommer til byen, er dronningen der ikke. I stedet involveres de i et drab på en saksisk stormand, og kongen beder dem udrede, hvem der står bag. De har tre dage - og ellers mister de kongens nåde…

”Kongens hunde” er en velfortalt og velkomponeret krimi. Som altid har Martin Jensen styr på sit stof, og udover en spændende krimi-intrige får læseren indblik i en periode, der i hvert fald for mig var rimelig ukendt. Jeg er lige imponeret hver gang det lykkes for Jensen at få fortiden til at stå lyslevende for læseren, uden at det føles som en forelæsning. Og så elsker jeg hans brug af gamle ord og vendinger.

Jeg var spændt på, om Martin Jensen kunne få sine nye hovedpersoner til at blive lige så levende som Eske, men det er lykkes til fulde. Og selvom de lidt knudrede navne (som Asulf af Egetorp, Ælfgifu og Eadric den Bjærgsomme) ikke var helt så lette at få hold på, så jeg glæder mig allerede til at høre mere om det umage par i de næste bind.

Materialer