Kafka på stranden af Haruki Murakami
Kafka Tamura er 15 år og i færd med at stikke af hjemmefra for at lede efter sin mor og sin søster. Siden han var 4 år har han boet alene sammen med sin kunstner-far i Tokyo. Kafka lader i det store hele sin intuition og følelser bestemme hvor rejsen går hen, og han ender på øen Shikoku. Her møder han Oshima, som arbejder på det private Komura-bibliotek. Biblioteket ledes af fru Saeki, som i sin pureste ungdom skrev og indspillede en sang med titlen: "Kafka på Stranden".
Historierne om Kafaka Tamuras forunderlige rejse udgør den ene halvdel af denne fantastiske roman. Den anden halvdel af de mange vidunderlige historier har den retarderede Nakata som hovedperson.
Nakata kom som barn i 1944 ud for en mærkværdig hændelse, som fik den konsekvens, at Nakata mistede bevidstheden. Efterfølgende kunne Nakata ikke længere læse, og han arbejder hele sit voksne liv som møbelsnedker. Nakata kan nok godt ikke læse, men han kan så meget andet. Han kan nemlig tale med katte! Han omtaler altid sig selv i 3. person, og så kan han stille de mest naive og jævne spørgsmål, som derfor er meget svære at svare på.
I Murakamis verden kan alt ske. Kattene kan tale, og pludseligt regner det med igler og fisk. Den skønneste kattehistorie handler om at Nakata forsøger at tale med en kat, som ikke er ret klog. Han får at vide af den meget kloge og sofistikerede siameserkat, at den retarderede kat slog hovedet som killing, og derfor er meget svær at forstå.
Jeg tænker at der er en hel del "Alice i Eventyrland" i den her roman. Magisk realisme, filosofi og græsk mytologi én skøn blanding. Vestlig og asiatisk kultur i en kæmpegryde fyldt med litteratur, sex, kærlighed og ikke mindst musik. Hvis klassisk musik ikke siger dig så meget, så lover jeg dig, at du får den mest medrivende gennemgang af Haydn sat i forhold til Beethoven og Mozart foræret. LÆS, LÆS; LÆS eller bedre LYT, LYT LYT
Dette forårs allerstørste læseoplevelse har for mig været at lytte til Kim Westis indlæsning af "Kafka på Stranden". Specielt de kapitler som handler om Nakata er formidable, fordi Kim Westis intonation i høj grad understreger den naive og positive sprogtone. Dialogerne hvor Nakata taler med kattene er ubetaleligt morsomme. Hvis du gerne vil begave dig selv med en usædvanlig læseoplevelse, så giv dig tid til at lytte til dette eventyr.