Kærlighedskoden af Helen Hoang

Kærlighedskoden af Helen Hoang

30.07.20
Er du til kærlighedshistorier med et erotisk twist, så er ”Kærlighedskoden” et rigtig godt bud.

For nogle år siden læste jeg ”Projekt Rosie” af Graeme Simsion. En vidunderlig roman om Don, der beslutter sig for at finde en kæreste. Derfor udarbejder han et spørgeskema og iværksætter "Projekt Kone". Don har nemlig Aspergers syndrom.

Stella, som er hovedpersonen i ”Kærlighedskoden” har også Aspergers Syndrom. Hun arbejder med økonometri, og har et velbetalt job i Silicon Valley. Til gengæld er hun utilpas med sociale interaktioner, og bryder sig på ingen måde om at være intim med andre mennesker. Så da hendes mor begynder at tale om børnebørn, beslutter Stella sig for at tage tyren ved hornene. For at lære at blive god til sex og intimitet hyrer hun escortfyren Michael, og som altid går hun effektivt og skematisk til værks.

Det viser sig dog, at Michael er alt det, Stellas tidligere bekendtskaber ikke har været: tålmodig, opmærksom – og ikke mindst er han interesseret i Stella. For selvom han har strikse regler for, hvordan han skal interagerer med kunder, kan han ikke overholde dem i forhold til Stella. Men kan et forretningsforhold reelt udvikle sig til mere? Hvad med den store forskel på Stella og Michaels sociale baggrunde? Og kan de to overhovedet stole på hinanden?

”Kærlighedskoden” er ikke stor litteratur, men til gengæld er den vældigt underholdende. Historien er sød, sexet, charmerende, og helt perfekt til en sommerdag i liggestolen eller på sofaen.

 

PS. I efterordet fortæller forfatter Helen Hoang, hvordan hun under researchen til romanen opdagede, at der er forskel på mandlige og kvindelige autister. Af forskellige grunde skjuler mange autistiske kvinder deres kejtethed og gemmer deres autistiske træk for at være mere socialt acceptable, og derfor forbliver mange kvinder udiagnosticerede. For Helen Hoang åbnede researchen for et nyt syn på hendes barndom og blev en rejse i selverkendelse, samtidig med at fortællingen om hendes autistiske heltinde Stelle blev til på papiret.

Materialer