Billede med logo for jubilæet: Horsens Bibliotek 150 år

Jubilæum: Krimien gennem 150 år

09.11.19
Bibliotekar og krimiekspert Vibeke Johansen giver bud på gode læseoplevelser blandt de sidste 150 års krimiudgivelser.

Hvilke 10 krimier kan du anbefale fra de sidste 150 år ?

Det var ikke nogen let opgave at få stillet. Hvilke læseoplevelser dukkede op i erindringen? Ikke nødvendigvis plots og opklaringer. Snarere stemninger og personer. Som det vil fremgå af listen, så har jeg haft svært ved at begrænse mig, for undervejs blev jeg mindet om andre, som måtte optræde på listen. Og så er der alle de mange, mange andre fantastisk gode og læseværdige krimier, som ikke kom med på min liste. Men de findes, stol på det!

Jeg vil indlede med at give ordet til krimieksperten Bo Tao Michaëlis, der om Edgar Allan Poe ( 1809-49) skriver i sin bog, Verdens 25 bedste kriminalromaner : ” Hans betydning for genren er pionerens…. Hans indflydelse på krimien fødsel og barneår er både uomtvistelig og ubetvivlelig”.

Palle Rosenkrantz: Hvad skovsøen gemte, 1903

Hvad Skovsøen gemte er den første danske kriminalroman, skrevet for mere end hundrede år siden og genudgivet flere gange, senest hundrede år senere med et glimrende efterskrift af Benni Bødker. Detektiv-romanen kan sagtens læses i dag og handler om mordet på en ung kvinde, som bliver fundet i en skovsø i Nordsjælland. Forfatteren har desuden givet navn til Det Danske Kriminalakademis store pris: Palle Rosenkrantz Prisen, som uddeles hvert år til Krimimessen

Pierre Andrezel: Gengældelsens veje, 1944

Forfatternavnet er et pseudonym og dækker over Karen Blixen, som tilsyneladende ikke havde den store lyst til at dele med verden, at hun skrev genrelitteratur. Gengældelsens veje er en gotisk gyser, som jeg med stor fornøjelse har læst flere gange. Men der er unægtelig langt fra dén til baronessens øvrige forfatterskab.

Maria Lang: fx Roser, kys og døden, 1953

Sommerhusbiblioteket er naturligvis lig med krimibibliotek. Sådan må det være. Agatha Christie og Simenon optager mest hyldeplads, men Maria Langs krimier med kommissær Christer Wijk som hovedperson står der også. Bøgerne er hurtigt læst og såmænd også hurtig glemt, men de er meget charmerende. Ingen sommer uden Christer. I alt nåede Maria Lang at skrive 43 bøger med Wijk, og det er da temmelig imponerende.

Rex Stout: Usikker levevej, 1962

Vi rykker 10 år frem i tiden, ca. til New York, hvor vi i en af de mange Rex Stout krimier møder den excentriske, orkidedyrkende Nero Wolfe og hans sidekick og private assistent, Archie Goodwin. Wolfe er ud over orkideerne meget glad for mad og Archie er glad for kvinder (og de for ham). Bøgerne blev filmatiseret med Ironside, sludder Raymond Burr i hovedrollen. Bøgerne kan i dag være lidt svære at få fat på, men mange af dem kan hentes digitalt på eReolen.

Patricia Highsmith: Hvem er kat, hvem er mus, 1965

Vi befinder os i Suffolk langt ude på landet i selskab med ægteparret Sidney og Alicia. Han er forfatter og han begynder at fantasere og skrive om det perfekte mord, hvor han myrder Alicia og skjuler liget. Highsmith er en mester i kunsten at skrive psykologiske romaner og thrillere, og ikke mindst bøgerne om psykopaten Tom Ripley fortjener at blive nævnt. Tom Ripley har vi også set på det store lærred (The Talented Mr. Ripley) med Matt Damon, der var perfekt i rollen.

Gunnar Staalesen: fx I mørke er alle ulve grå, 1983

Mange forfattere har ladet sig inspirere af amerikanske Raymond Chandler, der var en af de første til at introducere den hårdkogte krimistil i hans krimier fra 30’erne og 40’erne. Hvad den norske succesforfatter Gunnar Staalesen angår er resultatet blevet fremragende. Omkring 20 bøger er det blevet til fra hans side, alle om privatdetektiven Varg Veum fra Bergen. Han minder på mange måder om Chandlers figur, Philip Marlow og er samtidig en mand vi holder meget af. Her kunne det også være passende at slå et slag for de fire krimier om krigsveteranen og detektiven Cormoran Strike fra London, Denmark Street. Som i de foregående og næste kan vi læsere heldigvis ind imellem læne os tilbage og nyde en smuk kærlighedshistorie. Bøgerne om Strike er for øvrigt skrevet af forfatteren til Harry Potter J.K. Rowling men her under pseudonymet Robert Galbraith.

Sara Paretsky, fx Dækning, 1992

Det er i høj grad Sara Paretskys skyld, at jeg for alvor blev begejstret for genren. Privatdetektiven Vic, V.I. Warshawski blev et dejligt bekendtskab, og jeg glædede mig så meget til hver ny udgivelse. Jeg var især glad for at læse scenerne med Vic og hendes venlige nabo, Mr. Contreras, og jeg hørte for nyligt Elsebeth Egholm fortælle, at lige netop de to har inspireret hende i forbindelse med persongalleriet i de to nye krimier om Rina.

Jesper Stein: Uro, 2012

Uro er den første af indtil videre 6 bøger om politimanden Axel Steen og i ”nyere tid” er det krimier, jeg har været meget begejstret for. Det er jeg ikke alene om, for han har modtaget flere priser for sine krimier, bl.a. de eftertragtede Laurbær, og til Krimimessen i år modtog forfatteren Harald Mogensen prisen for bedste krimi i 2018. Axel er på sin vis i familie med Harry Hole, og man må nok sige om begge forfattere – Jesper Stein og Jo Nesbø – at de udsætter deres hovedpersoner for det værste. Men det er fremragende underholdning.

Elly Griffiths: Pigen under jorden, 2018

Jeg og mange andre er faldet for Griffiths sympatiske og meget menneskelige hovedperson, arkæologen og knogleeksperten Ruth Galloway, der bor alene ude i den engelske saltmarsk. I løbet af ret kort tid er serien blevet meget populær, også i Danmark. I England er der nu udkommet elleve bøger om Ruth - herhjemme indtil videre kun fire, så vi har sikkert en masse godt i vente. Med Ruth er vi i afdelingen for ”det hyggelige mord” og det er meget godt en gang imellem. Griffiths er et pseudonym. Forfatteren hedder i virkeligheden Domenica de Rosa, men som hun selv påpeger, så duer det ikke, som forfatternavn til engelske krimier. Det går meget bedre, når hun skriver romance.

Håkan Nesser: De venstrehåndedes forening, 2018

En yndlingsforfatter blandt de nordiske er Håkan Nesser. Hans to serier om politimændene Van Veeteren og Gunnar Barbarotti anbefaler jeg gerne. I De venstrehåndedes forening lader forfatteren de to hovedpersoner møde hinanden. Så bliver det ikke meget bedre. Allerbedst i denne roman er dog samtalerne mellem den ældre Van Veeteren og han kæreste Ulrike. Man bliver så glad og opløftet. Håkan Nesser har også skrevet mange romaner udenfor de to serier. Nesser skriver altid godt.

Materialer