Jeg hedder ikke Miriam af Majgull Axelsson

Jeg hedder ikke Miriam af Majgull Axelsson

15.07.15
Under 2. verdenskrig blev 500.000 romaer dræbt i koncentrationslejrene. Fra 1916 til 1954 var der indvandringsforbud for romaer i Sverige.

Næsten hele sit 85-årige liv har Miriam levet i et trygt og frit Sverige, selv om hun har rødder i en sigøjnerfamilie og faktisk rettelig hedder Malika.

Malika bliver sammen med sin kusine og lillebror deporteret først til Auschwitz og senere til Ravensbrück. Kusinen bliver skudt, fordi hun nægter at tage tøjet af ved ankomsten til Auschwitz, og Malika har derfor kun sin lillebror at passe på. Under transporten til Ravensbrück i de lukkede kreaturvogne får hun revet sin fangedragt i stykker. Det betyder døden, ved hun, så derfor bytter hun tøj med en jødisk pige, som er omkommet under transporten. Tøjbyttet betyder samtidig at Malika skifter identitet fra at være en sigøjnerpige til en jødisk pige med navn Miriam Goldberg.

Livet i lejrene er forfærdelig læsning. Jeg har læst et interview med forfatteren, hvor hun fortæller, at hun har besøgt både Auschwitz og Ravensbrück og talt med overlevende fra den tid. Majgull Axelsson er journalist, og romanen er helt igennem velresearchet. Jeg har læst mange beretninger og romaner som handler om og foregår i koncentrationslejrene i Tyskland og Polen, men denne beretning gjorde særligt indtryk på mig. Forfatteren har fokus på romaernes situation, og selv om det gik hårdt ud over jøderne, så gik det endnu værre ud over romaerne.  I Auschwitz var det Josef Mengeles horrible medicinske forsøg på børn, der dræbte Malikas lillebror Didi. Disse forsøg gik særlig ud over tvillingebørn og romabørn, og derfor betragter Malika det som en chance for overlevelse, at hun skifter identitet og bliver jøde, da hun ankommer til Ravensbrück.

Ved krigens slutning kommer Miriam til Sverige, og det er vigtigt for hende at bevare sin stjålne identitet som jøde. Hun bliver omsorgsfuldt taget imod af en Røde Kors medarbejder, og får tilbudt et job i Hannas familie. Hun har et godt sprogøre, og hurtigt lærer hun at tale svensk. Godt hjulpet af de få norske ord hun lærte i Ravensbrück, hvor hun fik et nært forhold til en norsk kvinde. Miriam arbejder målrettet på at blive integreret så hurtigt som muligt i det svenske samfund. Hun bliver gift men tandlægen Oluf, som netop har fået en lille søn. Drengens mor døde af svangerskabsforgiftning, og Miriam bliver mor for Olufs nyfødte dreng. Billedet af familielivet i en svensk kernefamilie i 50’erne står tydeligt på nethinden. Husmødre med nystrøgne forklæder, veludstyrede køkkener og syrenduftende vasketøj er paradis for Miriam.

I Jönköping var der i 1948 voldsomme racistiske optøjer og helt uskyldige mennesker blev overfaldet og tæsket på åben gade. Volden oplever Miriam på egen krop. Hun bliver overfaldet af nogle unge mænd, da hun er ude at gå tur med hunden. Derfor er hun aldrig i tvivl om, at hendes virkelige identitet skal bevares som en hemmelighed for evigt. Sigøjnere ville aldrig blive modtaget i 50’erne Sverige.

Majgull Axelsson debuterede i 1997 med romanen ”Aprilheksen”, som hun straks modtog en svensk litteraturpris for, Augustprisen. Hun er siden udkommet med et par romaner, som ikke har fået samme gennemslagskraft. Med denne roman er hun på banen igen. Det er både en fremragende beretning om koncentrationslejrenes rædsler, men i lige så høj grad en kritik af det selvgode Sveriges småborgerlige snævertsynede værdier. En måned før romanen udkom i Sverige, præsenterede den svenske regering en hvidbog om overgreb og krænkelser af romaerne i 1900-tallet.

Spørgsmålet, om den 85-årige Miriam her ved sit livs afslutning giver sig selv lov til at dele sin hemmelighed med nogen, binder lige en sløjfe på romanen. Måske er der en åbning i forholdet til barnebarnet? Mere vil jeg ikke røbe. Læs den selv. Romanen fortjener stor udbredelse, og jeg vil hermed give den min varmeste anbefaling

Materialer