Portrætfoto af Jesper Nicolaj Christiansen

Interview: Jesper Nicolaj Christiansen

Vi blev nysgerrige på forfatteren Jesper Nicolaj Christiansen, som var forbi biblioteket i foråret, og besluttede at stille ham en række spørgsmål. Læs blandt andet om hvorfor børn skal male plankeværk, om Ringenes Herre, Bjarne Reuter og hvorfor bøger kan noget helt nyt.

Jesper Nicolaj Christiansens North Dakota – der starter vi forfra (2016) er ikke for alle. Selve historien er brutal nok til at smide de sarte læsere af, men det rå og energiske sprog skal man altså også lige tune sig ind på. Til gengæld venter en læseoplevelse ud over det sædvanlige, når man accepterer, at det er lige præcis sådan det er for 16 årige Jonas, fortælleren og nytilflytteren, der tager os med på den nervepirrende og uforglemmelige tour de force af vold, sex, savn, kærlighed og drømme som snart krøller den københavnske vestegn sammen til en lille hård kugle. Vi har interviewet Jesper Nicolaj Christiansen om bl.a. North Dakota.

Nogle anmeldere skrev, at din bog North Dakota handler om at kontrollere vrede. Som læser kan man godt få den tanke, at bogen handler mere om hvorfor vrede kan gribe os. Kender du selv til den vrede og hvornår bliver vrede til vold?

- Hmm…, Det ved jeg faktisk ikke om den handler om. Jeg synes vrede er blevet en ”fy-følelse” i vores samfund. Det er jo en ret basal følelse. Og nu kommer jeg virkelig til at pisse alle de selvretfærdige feminister af, men jeg tror følelsen er mere markant hos mænd end hos kvinder. Af den simple årsag, at vi har tusindevis af år af krig og kamp bag os. Vi lever i et samfund hvor man ikke må føle vrede. Drenge lærer helt fra de er små, at de ikke må løse noget med deres næver, de skal gå til en voksen (99% kvinder) og snakke om det. Og det kan være svært som hankøn, at skulle snakke sig til alt. Somme tider er en lige højre nemmere og mere enkelt.

LÆS OGSÅ: Klik her hvor du finder flere bøger af Jesper Nicolaj Christiansen

Vrede fylder en del hos mig, jeg har meget temperament, men med alderen er jeg blevet bedre til at tøjle det. Jeg har været meget op og slås, men jeg tror ikke kun det skyldes vrede, det skyldes mere lavt selvværd og en følelse af frustration, ikke at føle man har en plads i verden.

"Nogle gange er den bedste måde at løse et problem at bruge vold."

Nogle gange er den bedste måde at løse et problem at bruge vold. Jeg ved godt det er forbudt at sige højt, men det er det. Jeg har sloges om kvinder, alkohol, stoffer og alt muligt andet. 99% af alle mine slagsmål har været hurtigt afgjort, nogle gange endda uden slag, man ser hinanden an, og ham der er villig til at gå længst vinder. Og de gange hvor slag er blevet udvekslet har det været hurtigt overstået. Og så var det det. Men jeg har slevfølgelig også været i de grimme slagsmål hvor den ene part bliver ved med at slå. Men det er sjældent. Som sagt, 99% af de kampe jeg har været i har været hurtigt overstået, og så gik man hver til sit og så var det det. Et fredeligt slagsmål, kan man næsten sige.

Nu bliver man jo meldt til politiet for at give en lussing. Det er kørt helt af sporet. Men det passer ind i hele vores verdensbillede – der må ikke være smerte forbundet med livet. Alle skilsmisser skal være lykkelige, jeg ved ikke hvilken spade der fandt på det lortekoncept. Jesus Kristus. Når vi bliver skilt eller mister en vi holder af, så går vi til lægen og får medicin. Livet gør ondt somme tider. Sådan er det. Det er en del af livet. Og vi kan ikke æder piller eller lade som om vi er lykkelige. Vi bliver nødt til at accepterer smerte.

En filosof sagde, at den eneste fornuftige at gøre ved smerten er at eliminerer den. Det er noget vrøvl. C. S. Lewis skrev – ”There is nothing we can do with suffering except to suffer it.” Men vi fornægter smerten, vi nægter som mennesker at erkende dens tilstedeværelse, føler os hævet over den og forsøger at eliminerer den. Det går godt i tråd med vores kvindifisering af samfundet, hvor vold er bandlyst. Vold er et negativt ladet ord.

Vrede kan være en vej ud af smerten, en måde at behandle smerten på, og jeg tror det er bedre at behandle den end fornægte den. Vold har været en del af mit liv. Det har været en positiv og negativ del af mit liv. Hvis du er vred og går ud på gaden og tyrer din hånd ind i ansigtet på et andet menneske, så er det ikke særlig fordrende, men hvis en anden mand ligger an på din kæreste og provokerer dig, så synes jeg det er ret fordrende at knække næsen på ham. Og bagefter måske få en ny kæreste der sige fra overfor den slags mænd, men det er så en anden historie.

LÆS OGSÅ: Klik her og læs en omtale af Jesper Nicolaj Christiansens roman North Dakota
 

Hvad inspirerer dig/hvornår ved du, at du har fat i en idé, som du skal arbejde videre med, og hvordan udvikler din historie sig – skriver du løs eller lægger du en plan?

- Jeg ved jeg har fat på den rigtige idé når jeg kan mærke den. Det lyder som noget kunstnerisk pjat, men jeg bliver nødt til at skrive på følelser. Det er derfor jeg ikke er god til at skrive for andre. Jeg har prøvet at skrive film, men så bliver skriveriet til en håndværk, og jeg er ikke en speciel dygtig håndværker. Når jeg skriver så skriver jeg med hele mig selv. Jeg har hånden inde og trykke på mit hjerte og mærke på min sjæl. Fordi jeg er en langsom skriver, så det skal være noget jeg brænder for, hvis jeg skal kunne holde gejsten og gnisten i det år det minimum tager mig.

"Det lyder så pisse kunstnerisk, og jeg hader det, men det er sådan det er. I'm a lover not a writer."

Jeg planlægger min historie, har en start, en midte og en slut. Det kan ændre sig undervejs, men det er mit udgangspunkt. For mig er historien rammen, og ordene er maleriet, men uden ramme, så bliver maleriet mærkeligt udflydende. Det lyder så pisse kunstnerisk, og jeg hader det, men det er sådan det er. I’m a lover not a writer.
 

Nogle af dine bøger, Soldater græder ikke og North Dakota, synes at være vokset ud af indignation eller virkelige oplevelser med uretfærdighed. Hvad er forskellen på at skrive på den rene fantasi og på egne erfaringer?

- For mig er forskellen at ren fantasi ikke gør ondt eller kan mærkes. Det er en følelse, men ikke en særlig stærk en. Jeg tror de fleste forfattere lægger en del af sig selv i værket, en del af deres smerte, glæde, indignation eller vrede. Tolkien (Ringenes Herre) skrev på kærlighed til katolicismen og sproget og sagn. Frodo er jo basalt set Jesus og de andre hans disciple, der er endda en Judas. Ringenes Herre er ikke en god bog fordi den er skrevet på Det Nye Testamente, den er en god bog fordi Det Nye Testamente er den fucking solid historie, og fordi Tolkien tilføjer lidt af sin egen kærlighed til sproget. Alt kærlighed i den bog er platonisk, hvis du slår platonisk kærlighed op i en ordbog, så er der en beskrivelse af platonisk kærlighed og det er hvad Ringenes Herre er.

Min pointe er, når du som forfatter giver den del af dig selv, æder lidt af hovedstolen, så bliver det en bedre bog, som Adam Price har sagt: Write what you know. Hvis du ikke ved noget om det, så bliver det en påstand, og så bliver det ligegyldigt. Raymond Chandler skrev om en alkoholiseret detektiv. Han vidste ikke det vilde om at være detektiv, og plottene er også det svageste ved hans bøger, men han kender til alkoholisme og ensomhed, og ud over han kan lege med ord som Michael Jordan kunne med en Basketball, som brugte han sit mørke og lagde det ned mellem ordene, somme tider skjult under dem, men smerten er der og den er meget håndgribelig. Min pointe er, når du skriver om noget du kender ud og ind, så føles det mere ægte og virkeligt.


Du er uddannet fra Forfatterskolen for børnelitteratur i 2008. Kan du sige noget om hvordan den uddannelse har formet dig som forfatter og hvad du lærte?

- Før jeg startede mente jeg ikke man kunne lære at skrive. Jeg mente det var et kald. Men det er noget vrøvl. At skrive er et håndværk som alle andre; snedker, maler, pottermager. Jeg har så lige fortalt at jeg er en dårlig håndværker, og det er sandt, men jeg er dog en. Det er vigtigt at få konstruktiv kritik på sit håndværk, så man kan blive bedre. MEN, det er vigtigt det ikke bliver for meget teori, fordi teori dræber skaberglæden. For mig. Jeg synes Forfatterskolen var god til at give frie tøjler og prøve mange genrer og der var dygtige lærere. Skolen rektor, Karen, er den dygtigste redaktør i Danmark, hendes input har haft store indflydelse på mig, og min tilgang til at skrive.
 

Du har sagt noget i retning af, at du ikke skriver for ordets skyld, men for historien. Hvad vil det sige, at skrive for ordets skyld og er sproget stadig mest et medie for din historie?

- Har jeg sagt det? Historien er vigtig, det er vigtigt at man som forfatter forstår historien og historiens opbygning. Det er rigtig mange forfattere som ikke forstår den, eller finder den særlig vigtig. Alle historier i verden er opbygget på samme måde, og hvis man ikke forstår den opbygning, så mener jeg at det primært bliver ordpladder, og det er pisse uinteressant.

Mange forfattere, specielt de ”rigtige” forfattere, dem fra den ”rigtige” forfatterskole, de er gode med ord, men deres historier suger mås. Og ord alene bliver hurtigt selvsmagende og selviscenesættende. Og så bliver det voldsomt uinteressant for andre end dem selv og deres forældre.

LÆS OGSÅ: Klik her og se seks alvorlige læsetips til unge

Du har nævnt Bjarne Reuter som et dansk forfatterforbillede. Hvad er det Bjarne Reuter kan, når han er bedst - og i hvilke bøger for børn/unge er han bedst?

- Bjarne kan skrive som om det er det letteste i verden. Hans sprog er ikke pralende, men meget ligetil, og det er skide svært at skrive på den måde. Og så er han bidende samfundskritisk. Og han glemmer aldrig humoren. Men faktisk er Martin A. Hansen mit store danske forbillede. Alle snakker Løgneren, men tårerne trillede ned ad kinderne på mig da jeg læste ”Lykkelige Kristoffer”, som er min absolut favoritbog. Martin A. Hansen led af migræne, og det er noget sort og tungt over hans bøger. Noget jeg kan relaterer til, et mørke indeni, ikke at jeg lider af migræne, men der er masser af mørke indeni. Vi spejler os i litteratur, i kunst i det hele taget. Eller, somme tider er det en flugt, men selv i flugten er der en slags spejl.

"Jeg synes, der er en fordummelse i gang, en forringelse af sproget."

Bogen konkurrerer mere end nogensinde med bl.a. computerspil og film - der har endda været tale om at serie-formatet kan noget af det litteraturen kan. Men hvad er det bogen og læsningen kan, som andre medier ikke kan og skal vi overhovedet læse?

- Bogen kan skabe billeder i vores hoved. Alle de andre medier vi har, skaber dem for os. Og vi blive dumme hvis ikke længere er i stand til at forstille os ting. Og vores sprog dør, hvis vi ikke bruger det. Folk bruger emojis i stedet for ord i smser. Jeg synes det er så tarveligt. Jeg hader at skrive smser, fordi jeg kan ikke ramme bogstaverne og jeg har ingen tålmodighed, men jeg hader endnu mere at bruger emojis. Jeg nægter simpelthen. Og ofte bliver jeg misforstået fordi jeg ikke har afsluttet en sætning med en smiley.

Jeg synes der er en fordummelse i gang, en forringelse af sproget. Nogle mennesker skriver ikke sms’er, de skriver rebusser: Regnbue, enhjørning, abe, sol, hjerte. Det minder om de der kryds- og tværs for børn og mindre begavede mennesker. Jeg har en ven der ligeledes nægter at bruge emojis. Vi har overvejet at lave en emojiordbog. Vi ringer ofte til hinanden og samtalen starter således: ”abe, abe, sol, smiley, aubergine. Hvad betyder det?” Og måske jeg bare er blevet gammel, og det ville sikkert være pisse hipt at skrive en roman på emoji, men det må en der er hip så gøre.

Den litteratur jeg elsker mest er den der udfordrer mig sprogligt, hvor jeg ikke bare kan pløje igennem. Jeg gider ikke læser krimier, jo, Raymond Chandler, men han er også en ordkunstner, og bag alt flødeskummet i hans bøger ligger der en knivskarp smerte. Louis L’Amour kan lidt af det samme med ord, som Chandler kan. De er begge på overfladen let tilgængelige, men der er en hel verden af følelser under overfladen. Chuck Palahniuk, Rick Moody og Cormac McCarthy er også store ordkunstnere. Men jeg vil udfordres når jeg læser. Jeg vil opleve og smage og se sproget fra nye vinkler. Jeg vil dog lige tilføje, før jeg bliver lagt ned i det fløjlsbelagte ”elitære kunster”-kiste, at jeg har læst tegneserier i 30+ år, og at jeg stadig følge de amerikanske heltes eventyr hver måned.

Vi skal læse fordi vi bruger alle sammen ord til at kommunikerer med, og jo mere præcise vi er i vores kommunikation, jo mere interessant bliver den, jeg mener ikke kun i det offentlige rum, men også privat. Jo mere vi læser, jo mere begynder vi at reflekterer over verden, og i og med vi ikke bliver stopfodret med billeder, så skal vi forholde os til det på et intellektuelt plan. Der er intet i vejen med film eller tegneserier eller serier, men vi kan ikke udelukkende mentalt leve af dem, så er der en del af vores hjerne der svinder hen og det ender med at vi kun snakker via emojis.

Vi er tilbage ved hulemalerierne. Nu render vi alle sammen rundt med at stykke klippe i lommen vi kan male på. Det er eddermame primitivt. Og jeg hader udråbstegn. Jeg har givet mine børn tre udråbstegn, og det er hvad de har og bruge hele deres liv. Så kan man spilde alle tre på en gang eller man kan bruge et tre gange. Man bruger aldrig to udråbstegn. Enten er det fucking unbelieveable eller også er det bare lidt utroligt.

Jeg er taknemmelig for de lærere der tvinger deres elever til at læse bøger, fordi de giver dem en gave. Jeg tvinger mine børn til at hjælpe til i vores hus – hugge brænde, vaske op, male plankeværk. Det er en gave jeg giver dem. Når de selv bliver voksne, så kan de fandeme hugge brænde, de kender forskellen på eg og bøg, og de ved hvordan man bruger en støvsuger og rengør en pensel.  Det er viden, og viden er en gave. Mine børns klassekammerater får penge hver gang de skal hjælpe til. Det synes jeg er, at straffe sine børn, og avle nogle usympatiske borgere til vores samfund. Man hjælper sin næste, ikke sin kristne næste, men bare sin næste, man hjælper ikke for at vinde noget selv, men for at give til fællesskabet. Fordi når vi alle har det godt … Nå, jeg blev afsporet. 

"Nogle gange er det eneste jeg får ud af en hel roman en enkelt sætning, men den sætning bliver hos mig resten af mit liv."

Bogen giver os indsigt og viden, den skaber billeder og lærer os nye ord, vi smager på dem mens vi læser dem højt for os selv, den sammensætter ordene på en måde vi aldrig har drømt om, den giver os sproglige indblik i verdener, som vi ikke kender, tager os til steder som en forfatter har konstrueret, men som vi selv har bygget oppe i vores hoveder. Den udfordrer os. Mentalt. I en tid hvor teknologi har overtaget alt, så kan en bog noget andet, noget nyt (eller gammelt om man vil) og noget interessant.

Nogle gange er det ”eneste” jeg får ud af en hel roman en enkelt sætning, men den sætning bliver hos mig resten af mit liv. Den kan være en sætning jeg siger højt for mig selv når jeg er trist, en jeg reciterer til hende jeg elsker, en jeg kaster efter mine børn, men det være mere end romanen værd. Så vi læser af forskellige årsager, jeg tror det mest almindelige er for at blive underholdt. Vi bliver fortalt en fantastisk historier, det der for mig så skiller fårene fra bukkene, er om bogen kan mere end at underholde.
 

Du har udtalt, at du ikke skriver til voksne fordi ”det duer ikke at skrive til et publikum, som man ikke er på bølgelængde med”. Er du kommet mere på bølgelængde med et voksenpublikum med årene og kommer vi til at se en voksenroman fra dig en dag?

- Haha. Ja, jeg nærmer mig. Jeg er nok ved selv at blive voksen, det er jo næsten uundgåeligt. Min næste roman bliver lidt voksen-agtig. Og jeg tror, at efter den, så skriver jeg en rigtig voksen roman. Måske.

Kan du løfte lidt af sløret for hvad du skriver på nu og hvornår vi får lov at læse det?

- Jeg skriver på en krimi-agtig roman, som ikke er en krimi, men så alligevel lidt. Den foregår i Tasiilaq på Østgrønland, så jeg bevæger mig ind på Kims monopol.  Måske der bliver fysisk konfrontation om territoriet? Hvem ved?