Forside på Anne Sverdrup-Thygesons "Insekternes Planet"
Forside på Anne Sverdrup-Thygesons "Insekternes Planet"

Insekternes planet af Anne Sverdrup-Thygeson

30.09.19
Humoristisk, tankevækkende og spændende bog om insekternes enorme betydning for vores økosystem.

De fleste af os er ikke særligt glade for myrerne, når de om foråret marcherer ind i vores huse. Eller for hvepsene, der bygger bo under tagskægget. Eller for fluer eller myg eller alle de andre insekter, der bebor jorden sammen med os. Men i virkeligheden burde vi være taknemmelige for hver og en.

Norske Anne Sverdrup-Thygeson har forsket i insekter i mange år. I "Insekternes planet" øser hun ud af sin store viden om alt fra deres biologi over deres nytte for mennesker til den helt essentielle konklusion, at uden insekter bryder økosystemet sammen. Det er fascinerende og tankevækkende læsning.

Vilde facts

Hun starter med lidt vilde facts. Vidste du for eksempel, at for hvert menneske på jorden er der mere end 200 millioner insekter? At der lever insekter på alle kontinenter inklusiv Antarktis? At nogle insekter dyrker jorden og holder husdyr? Eller at insekterne samlet set udgør langt over halvdelen af alle kendte arter af flercellede dyr på jorden? Jeg vidste det ikke, og resten af bogen øser AST ud af sjov, interessant og imponerende viden.

Kan økosystemet leve uden mennesket?

Vi kommer langt omkring. For eksempel fortæller hun om et eksperiment i Australien, hvor man prøvede at fjerne myrer og termitter fra nogle hvedemarker. Det viste sig, at høsten i kontrolmarkerne, hvor insekterne fik lov at blive, var 36% højere, end fra markerne der var blevet sprøjtet. ”Hvorfor? I tørre områder som disse findes der ikke regnorme. I stedet gør myrer og termitter regnormenes arbejde: De graver gange, som gør, at vandet lettere kan sive ned i jorden. Jorden i de områder, som stadig havde disse insekter; havde et dobbelt så højt vandindhold. Ud over det var indholdet af nitrogen, som er et vigtigt næringsstof for planter, også langt højere. Dette kan skyldes, at termitter bærer på nogle bakterier i tarmen, som fanger nitrogen fra luften. Ikke nok med det – de frøspisende myrer sørgede også for, at der kun var halvt så meget ukrudt på de usprøjtede marker sammenlignet med de sprøjtede.” Så hvor man troede, at man udryddede skadedyr, slog man i stedet en vigtig del af kredsløbet ihjel. Det er således meget vanskeligt at gennemskue de processer, som insekterne bidrager til. Sikkert er det dog, at økosystemet sagtens kan overleve, hvis mennesket forsvinder, men ikke hvis insekterne gør det …

Udover at bogen er utrolig interessant, er den også spændende fortalt, og AST krydrer med humor og skæve detaljer, uden at slække på fagligheden. For mig har det været en underholdende øjenåbner at læse "Insekternes planet", og jeg kan på det varmeste anbefale den til alle der har bare en smule interesse i verden omkring os.

Materialer