Indtil vanvid, indtil døden af Kirsten Thorup

25.06.20
München i 1942 - læs en fremragende roman om livet og hverdagen

Togturen til München i efteråret 1942 bliver et mareridt for Harriet. Hun har netop mistet sin mand Gerhard, som blev skudt ned over Østfronten. Næsten lammet af sorg over tabet beslutter hun at besøge et vennepar, som bor i München. Hun er 33 år, har to små drenge, som hun sætter i pleje på et børnehjem i Ålsgårde, da hun sætter sig i toget mod München. 

Hun flytter ind hos Gudrun og Klaus. Gudrun er dansk, og Klaus er tysk officer i Luftwaffe og tidligere kollega til Harriets afdøde mand Gerhard. Livet og hverdagen i München bliver en rystende erfaring for Harriet. Hun ser, oplever og iagttager hvordan nazismen har gennemsyret alt i samfundet. Gudrun er, til Harriets store forundring, næsten hjernevasket af nazismens tankegang.

Racismen, volden og angsten gennemsyrer alt i samfundet. Harriet undrer sig, hjælper Gudrun så godt hun kan og arbejder samtidig på at skaffe sig en togbillet hjem til Danmark. Målet er at nå hjem til jul, så hun kan fejre jul med de to små drenge. Det er en rystende og samtidig superspændende læseoplevelse hele vejen igennem. Slipper Harriet helskindet ud af Tyskland? Når hun hjem til sine drenge? Læs selv, jeg vil ikke plotspoile. Romanen får mine allerbedste anbefalinger. Kirsten Thorup har skrevet et mesterværk.
 

Materialer