Ildværket af Joachim Førsund

07.02.19
En norsk feel-good roman om Sandras 14-årige hverdag med sorg og savn.

Ildværket er en lille stilfærdig fortælling om 14-årige Sandra. Sandras mor har gennem længere tid lidt af svære depressioner, og en dag kan hun ikke klare mere, - hun kører i søen. Sandras mor giftede sig med den mand, som ansatte hende som handicaphjælper. Det har været et trygt og rart liv, selv om Sandra i perioder har været tvunget til at være den primære omsorgsperson for stedfaderen.

Myndighederne griber ind og finder en egnet plejefamilie til Sandra. Hun er ked af det, men protesterer ikke. Plejefamilien er både omsorgsfuld og empatisk, og forsøger at få Sandra til at åbne for sin sorg, at få hende til at sætte ord på. Men det gør hun ikke. Plejefaderen ligner Frank Zappa, og lever et frit hippie-agtigt liv lang ude landet. Sandra er slet ikke så traumatiseret, som man skulle tro. Det er noget det meget fine ved denne lille roman, at det store drama udebliver. Faktisk er det sådan en slags hverdags-feel-good-roman, hvor de svære liv beskrives og leves udramatisk og helt uden ondskab.

Sandra savner selvfølgelig sin stedfar, men hendes sorg og smerte bliver aldrig uudholdelig, og man sidder tilbage men en forhåbningsfuld følelse i kroppen efter læsningen.

Forfatteren er journalist og har tidligere skrevet ”Jeg kunne finde hjem i blinde”, som udkom på dansk i 2011. Denne lille roman, som kan læses af både vokse og store børn og unge, er en autentisk historie, som baserer sig på en af forfatterens klassekammeraters fortælling.

Hvis du er blevet træt af kriminalromaner med mange mord, ondskab og vold så vil denne lille fine roman være en god modvægt.

 

Materialer