Ildens døgn af Anne Marie Têtevide

Ildens døgn af Anne Marie Têtevide

14.09.16
Fattigdom, ensomhed, tavshed og dybe skove er alle ord, som beskriver stemningen i denne lille roman, der foregår i begyndelsen af 1900-tallet i den nordligste Sverige.

10-årige Malin bor og arbejder på en gård sammen med sin familie. Daglejeren Jon, som er 32 år bliver så betaget af den lille pige, at det næsten må kaldes forelskelse. Jon er ikke den eneste mand, som betages af Malin. Faktisk er det helt præcist fire mænd: Jon, Petrus, Seth og Fredrik, som gennem Malins barndom og ungdom kommer så tæt på Malin at hun føler sig krænket.

Ved romanens begyndelse drager Malin, som på det tidspunkt er en ung mor, afsted på ski for at sætte ild til den hytte hvor de fire mænd tilfældigvis er samlet. Synsvinklen skifter i de enkelte kapitler mellem Malin og de fire mænd. Flere anmeldere har rost romanen til skyerne. Der var sågar én som sammenlignede med Kerstin Ekman, og det var den sammenligning der fik mig til at læse romanen. Jeg synes det er en fin roman, men jeg har haft rigtig svært ved at forstå Malins vrede. Jeg synes rigtig godt om Kerstin Ekman, men denne roman når altså ikke op til Ekmans sokkeholdere og mindre kan også gøre det.  Men stemningen, de dybe svenske skove, sneen, mørket, kulden – det er rigtig fint beskrevet.

Materialer