I går fandt jeg Violets breve til Bill.

Begyndelserne slår tonen an og fanger os ind. Nogle begyndelser i bøger og film brænder sig fast - i hvert fald i min hukommelse. Nogle er korte, gådefulde sætninger, som øjeblikkelig fanger ens opmærksomhed, mens andre sætter en scene med billeder, beskrivelser og måske poesi. Læs videre, hvis du er klar til nye begyndelser. Jeg giver ikke referater, men lader begyndelserne stå alene. Måske slår de en klo i dig. Måske slog denne artikels titel en klo i dig? Den titel vender vi tilbage til.

Vægtløse krystaller og kryb: Begyndelser i bøger

Nogle af de bøger som for mig at se gør det sidste så godt (altså sætter en scene med en beskrivelse og flere ord), at jeg aldrig har glemt hverken begyndelsen eller bogen, er bøger som Peter Høegs ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” (1992), der åbner på denne måde:

”Det fryser ekstraordinære 18 grader celsius, og det sner, og på det sprog som ikke mere er mit, er sneen quanik, store næsten vægtløse krystaller, der falde i stabler og dækker jorden med et lag af pulveriseret, hvid frost.”

En anden af de mere beskrivende begyndelser, som dog også rummer en for mig helt unik og fin begyndelse inde i begyndelsen (nemlig en enkelt fin og uforglemmelig påstand) er den norske forfatter Erik Fosnes Hansens ”Beretninger om beskyttelse” (1998), hvor det lyder sådan her:

”Livet er en fugl. Klokken fire var temperaturen tolv grader. Allerede en time før solen stod op, begyndte fuglene i træerne langs markerne at synge, først forsigtigt som små lyddråber i luften, siden slap de sangen løs. Til den slørlette lyd af liv steg lyset og lod hvide hinder vokse frem på tingenes overflade. Blade og græs skinnede.”

Jeg er simpelthen øjeblikkeligt på, når jeg læser den type begyndelse. Det er både poesien i sproget - Fosnes Hansen mimer næsten et daggry i sprog -, men det er også forventningen som en sådan begyndelse skaber; en fornemmelse af stilhed før stormen: Hvorfor er sproget ikke længere Smillas? Hvorfor er livet en fugl? Og lad mig lige en passant nævne Fosnes Hansens ”Salme ved rejsens afslutning” (1990) som åbner med ordene:

”Århundrederne glider bort som en langsom flod af klange og billeder.”

Lån og læs hele den indledning. Det er en stor og smuk roman, men på forunderlig vis slås dens store tone allerede an ultra kort i begyndelsen, som jeg kun har citeret første sætning fra. Begge bøger er formidable fortællinger.

Stakkels Samsa

Andre forfatteren går mere direkte til begyndelser, der sætter en stor, fed klo i læseren. En af dem er Franz Kafka, som i ”Forvandlingen” (1915) skriver:

”Da Gregor Samsa en morgen vågnede efter urolige drømme, fandt han sig i sengen forvandlet til et kæmpestort kryb.”

Og det er altså ikke i overført betydning, for Samsa er vitterligt blevet til en form for bille. Læseren er nødt til at finde ud af hvorfor og hvordan, og - hvis man ikke på forhånd kender Kafka - om det her eventuelt er metaforisk. Det er det som nævnt ikke. Stakkels Samsa.

Mindre fantastisk, men mindst ligeså dramatisk, slås mange af den amerikanske forfatter Paul Austers bøger an. Det er ikke en hemmelighed, at jeg holder utrolig meget af hans bøger. For mig kan nogle af de her begyndelser kickstarte min hukommelse, så jeg med få ord kan mærke hele bogens univers. Det er en ret vild følelse. I ”Leviathan” (1992) skriver Auster for eksempel:

”For seks dage siden sprængte en mand sig selv i luften i en vejkant i det nordlige Wisconsin.”

Meget snart erfarer vi, at den mand er Benjamin Sachs, fortællerens gode ven, og så er historien ellers i gang. Lige så kort og fyndigt slås historien om Walter Claireborne Rawley an i Austers ”Mr. Vertigo” (1994), når det lyder:

”Jeg var tolv år gammel den første gang jeg gik på vandet.”

Men Auster kan også folde sig lidt mere ud, og i hans roman ”Moon Palace” (1989) hedder det for eksempel:

”Det var den sommer da mennesket for første gang gik på månen. Jeg var ganske ung på det tidspunkt, men troede ikke der nogen sinde ville komme en fremtid. Jeg ønskede at leve farligt, at presse mig selv til det yderste og så se hvad der skete, når jeg nåede derud. Det skulle vise sig at jeg næsten ikke klarede det.”

Og tjek også lige indledningen til ”By af glas” (1985): Her ringer telefonen tre gange en sen nat, og nogen spørger efter én, som ikke er den der tager røret. Så er vi i gang.

En af de mest kendte begyndelser i bøger finder vi i Herman Melvilles ”Moby Dick” (1851), men den linje – ”Call me Ismael.” – virker ikke på mig. Jeg er heller ikke fan af romanen, men den får mig til at tænke på Joseph Conrads ”Mørkets hjerte” (1899), som førnævnte Høeg måske peger med sin novelle ”Rejse ind i et mørkt hjerte”. Conrad skriver:

”Nellie, en yawl til langfarter, svajede for ankeret med sejlene i ro og lå stille. Højvandet løb ind, vinden havde næsten lagt sig, og da vi skulle ned ad floden var der ikke andet at gøre end at ankre op og vente på at tidevandet vendte.”

Det kan næsten ikke stå mere stille. Tempoet er sat helt ned og Conrad fortsætter et stykke tid i indledningen med at mane en unik stemning frem, der er voldsomt intens og fysisk, men også filmisk. Her er ”hav og himmel svejset sammen uden overgang”, her er ”barkede sejl” og ”skarpe fernisglimt” og en mørk luft der har ”fortættet sig til et dystert mulm”. Man kan lugte stedet. Hans roman bringer mig naturligt videre til filmenes begyndelser, fordi Francis Ford Coppolas ”Apocalypse Now” (1979) er løseligt baseret på ”Mørkets hjerte”.  

Napalm og brønde med børn: Begyndelser i film

Åbningsscenen i ”Apocalypse Now” er legendarisk og næsten et kunstværk i sig selv:

Ét billede, den langsomme lyd af helikoptere, støvet foran palmeskoven, der bliver gult til lyden af John Densmors whiskers på The Doors' ”The End”. Ordene fra sangen kommer i samme øjeblik som skoven eksploderer i tårne af ild, og først på det tidspunkt bevæger kameraet sig; det panorerer langsomt ind til et ansigt toner frem, vendt på hovedet, en roterende vifte over det...

Jeg holder også af starten på ”Citizen Kane” (1941) som er gådefuld, dyster og næsten kafkask;

Et eventyragtigt slot med lys i en rude, billeder der smelter sammen, lys som går ud men bliver tændt igen, sne… som viser sig at være inde i en kugle i nogens hånd. Og så et closeup af en mund, læber, en stemme og ordet: ”Rosebud.” Og kuglen som hånden nu slipper, hvorefter den triller og knuses... 

Selv om det ikke er helt i begyndelsen, så er åbningen på ”Jeg er ikke bange” (2003), hvor drengen Michele finder et barn i et brøndhul i jorden, også svær at glemme igen. Selv om man egentlig gerne vil. Det er noget med den barnlige nysgerrighed og uskyldighed der pludselig knuses, noget med kontrasten mellem legen i de soltørre marker overfor det fugtige, mørke hul og det lille menneske dernede. Hvem er han? Hvorfor er han der i hullet? Filmen er en stærk filmatisering af Niccolò Ammanitis roman.

Begyndelser med havvand og mælk

Mere enkelt og øjeblikketligt pirrende er starten på den første film om Jason Bourne, ”The Bourne Identity” (2002), som Dough Lipman instruerede på baggrund af Robert Ludlums bøger:

Nat. Lyden af storm og regn, glimt under vandet af en livløs skikkelse oppe i havoverfladen, en fiskerbåd med fiskere der hygger sig og spiller kort, latter, snak. Dernæst skikkelsen i vandet igen, en lygte der blinker på skikkelsen. En fisker på dækket får øje på skikkelsen, musikken bliver dramatisk, de hiver ham ombord, han er skudt… men i live. Et nærbillede af en skalpel der glider gennem neopren...

En mere ulmede dramatik er på spil i Tarantinos ”Inglourious Bastards” (2009), hvis åbningsscene er en favorit hos mig, som jeg kan se igen og igen. Næsten som om den er en film i sig selv. Det er igen landskabet, roen, flere åndeløst ordløse minutter, vasketøj der hænges til tørre, brænde der hugges… Lige ind til den uhyggeligt høflige Hans Landa, fremragende spillet af Christoph Waltz, ankommer og beder om ’en snak’. Den snak foregår i hytten hvor Monsieur LaPadite bor – og hvor han skjuler jøder under gulvet. Det er nervepirrende og vidunderligt skruet sammen. Ondskab. Med knirkende gulvbrædder. Og et uforglemmeligt glas mælk.

Nok om begyndelser. Eller næsten. For jeg lovede en forklaring på overskriften. Det er en sætning, som har hjemsøgt mig i over ti år. Helt uden at jeg ved hvorfor. Ordene stammer fra Siri Hustvedts roman ”Det jeg elskede” (2003), som jeg læste på et tidspunkt hvor den åbenbart betød meget. Indrømmet, den slår måske ikke en krog i sin læser, den sætning. Men når man har læst bogen, glemmer man aldrig hvor enkelt og udramatisk romanen starter. Der er igen det her med, at en begyndelse kan give én et glimt af hele bogen: ”I går fandt jeg Violets breve til Bill.” Aldrig har en bog givet mig en mavepuster af den kaliber. Og så er jeg igen hos Leo og Erica og deres søn Matt. Midt i det hele.