Bogforsiden til bogen I dine øjne af Malene Ravn

I dine øjne af Malene Ravn

07.02.19
I 1902 ankommer kinesiske Lai Fun til København

I 1902 ankommer kinesiske Lai Fun til København, for at optræde i Tivoli som tryllekunstner. Agnete, en ung dansk kvinde, ser forestillingen i Tivoli og de to unge forelsker sig i hinanden. De bliver gift og lever sammen i et barnløst ægteskab. Et svært liv med store sproglige og kulturelle udfordringer.

Lai Fun optræder rundt omkring i hele landet, og på et tidspunkt er han i Ålborg, og møder Gudrun. Gudrun har vi som læsere mødt helt i begyndelsen af romanen, - ja jeg troede i første omgang at hun var hovedpersonen i romanen. Men sådan forholder det sig ikke. Lai Fun og Gudrun er seksuelt tiltrukket af hinanden og de er sammen en eneste gang. Gudrun bliver gravid og føder drengen Erik, og faktisk er det Erik, som er hovedpersonen romanen igennem. Det passer utroligt dårligt ind i Gudruns liv at skulle være mor, og hun vælger at lade drengen vokse op på et børnehjem i Ålborg de første leveår.

Det er svært for Gudrun at give helt slip på Erik, og hun vil gerne være så tæt på ham som muligt. Hun får arbejde på børnehjemmet et kort stykke tid. Senere bor Erik sammen med Gudrun, som har forskelligt arbejde og lever sammen med forskellige mænd, som behandler Erik utrolig dårligt. Det er på alle måder en svær barndom med vold, ydmygelser og manglende kærlighed.

Erik er en stærk intelligent dreng, og han klarer sig i voksenlivet. Historien er bygget på virkelige begivenheder og personer. Eriks datter, som hedder Nete i romanen, hedder i virkeligheden Jette Lehmann, og er en af Danmarks førende scenografer.

Roman ligger tidsmæssigt og parallelt med Jesper Wung-Sungs roman ”En anden gren”, som udkom i 2017. Faktisk optræder Jesper Wung-Sungs oldefar San som en lillebitte biperson i Malene Ravns roman. Malene Ravn har skrevet en fremragende historie med stor indlevelse

Materialer