Hvad skal katten hedde?

20.06.19
Alt kan blive til en snak om bøger - for hvilket bedre sted at finde et navn til sin nye kat?

Det bedste ved at arbejde på et bibliotek er … nåja, de mennesker, der bruger biblioteket. De betyder, at en arbejdsdag er fyldt med nye vinkler og spørgsmål, der lærer én om noget, man ikke kendte til, da dagen begyndte. Det betyder også, at det er et arbejde, hvor man er omringet af kolleger, som kan byde ind med viden om de særeste ting.

For nylig blev jeg overrasket over at opdage, at mange af mine kolleger er eksperter i katte. Litterære katte.

Min kone og jeg har fået en kat. Katten havde et navn, men min kone ændrede det straks til Ponyo (efter en tegnefilm, du bør se) - i en pause nævnte jeg for kollegerne, at vi gerne giver vore kæledyr flere navne, så hvad skulle mit bud være? På den måde blev en frokostpause til en snak om litteraturens katte.

For vi er nok alle bekendte med Pelle - katten, der fik navn efter sin manglende hale (og Mons, som nok er et navn, ingen giver deres kat, med mindre de virkelig ikke kan lide den). Vores kat et godt nok brugt, men den er nu i god stand og er ikke haleløs, så det navn kunne ikke bruges.

Fluffy, foreslog jeg selv - for jeg er glad for science fiction. De fleste tænker robotter og rumskibe, når de hører den genre nævnt, men den skabes af en samling forfattere, der er glade for katte. Faktisk så glade, at vi på dansk har fået en hel samling noveller, der handler om katte - "Hvad Fluffy vidste". Men vores kan ikke læse tanker og virker ikke indstillet på at redde planeten fra invasion fra rummet, så det navn virkede heller ikke passende.

Murakami, lød et forslag - naturligvis med baggrund i Haruki Murakami. Den japanske forfatter skriver magiske, gerne halvmagiske romaner om folk og skæbner, der søger noget. Præcis hvad det er, kan nogle gange være svært at sætte ord på, men visse elementer har det med at gå igen i hans bøger, og der er katte et af dem. Folk, der har læst "Trækopfuglens krønike" eller "Kafka på stranden", vil nikke genkendende - og folk, der ikke har, bør gøre det, så de kan nikke med. Men et navn skal jo afspejle personlighed, og vores kat virker ærlig talt ikke, som om den ved noget dybere om verden andet end "mad er godt, og hvis det udebliver, skal det påtales højlydt!"

Men hvad så med Church? Det lyder distingveret, næsten som Churchill - men folk, der har læst Stephen Kings "Dyrekirkegården" om et sted i skoven, som kan bringe det tilbage, som begraves der, vil nok forstå, at jeg ikke har lyst til at dø af et hjerteslag, hvis katten springer op på sengen en sen nat. Og så er der hele to filmudgaver at vælge imellem, hvis man er til myrekryb (jeg foretrækker den oprindelige).  

Katte er faktisk også vellidte inden for gyserne, men de har en tendens til at være nævnløse. Dræberen i Steen Langstrups kattesplatter "Kat" har ikke noget navn, så vidt jeg husker. Ej heller katten i Edgar Allan Poes "Den sorte kat". Men det er de ikke alene om, for de navnløse katte går igen mange steder i bøgernes verden - f.eks. i Dennis Gade Kofod og Anna Margrethe Kjærgaards smukke og skærende graphic novel "Kattemand, åh kattemand", som bygger på virkelige begivenheder. Ikke engang James Joyce, som ellers har brugt en hel bog på at skrive om en enkelt dag, har navne på sine katte i "Københavnerkatte". Det virker næsten som en kampagne mod kattene.

I sidste ende måtte jeg indse, at vores kat ikke er særligt litterær. Den er ikke haleløs eller fremtidsagtig eller viis eller skræmmende. Til gengæld er den så krævende som enhver anden kat, men på ingen måde lige så diskret og elegant. Faktisk lyder det, som om nogen har tabt en pose kartofler, når hun løber ned ad trappen.

Så trods en spændende snak og store forhåbninger endte jeg med et navn, der afspejlede kattens personligt. Så hver morgen hilser jeg glad på Prinsesse Kartoffel.

Tags
Materialer