Hvad læses der i Fængslet?

05.10.21
Fængselsbibliotekar Thomas Glud giver et indblik i, hvad der læses i et af landets mest sikre fængsler samt hvordan bøger spiller en rolle i det liv, der med en lang række begrænsninger alligevel er muligt, når man sidder i fængsel.

Lyt til ugens podcast her (eksternt link)

Snesmil: dengang i Berlin af Lotte og Søren Hammer

Spændingsfyldt krimi, der foregår i Berlin 1940-1941. Kriminalkommissær Johann Braunmanns opklaring af et mord på en ung kvinde trækker tråde langt ind i nazitoppen. Krigen og Det Tredje Riges grusomheder bliver blandet sammen med en nervepirrende kriminalgåde. Der er sans for de historiske detaljer, samtidig med at karaktererne og steder beskrives indgående. Blandingen af krimi og historie er både underholdende og lærerig læsning

Dobbeltportræt af Agneta Pleijel

London, marts 1969. Agatha Christie, den verdenskendte, britiske forfatter, bryder sig ikke om at skulle males, og Oskar Kokoschka, den berømte maler, var egentlig allerede på vej hjem til Schweiz. Men da Agathas barnebarn Mathew foreslår, at Oskar skal male Agatha, bliver de to alligevel fristede af tanken om mødet med den ande.

Sproget særligt smukt og fortættet, med korte og kraftfulde sætninger, stærkt og alligevel enkelt billedsprog. Nænsom exofiktion, dvs. biografisk litteratur om to store kunstnere. Med bogen her får de indsatte muligheden for at komme lidt tættere på en af de største forfattere af kriminallitteratur.

Dommeren af Dag Öhrlund

Suzanne er en respekteret byretsdommer, men hader, hvordan samfundet belastes af rakkerpak, og at systemet fejler i at straffe dem. Hun beslutter sig for at gøre noget ved det og får smag for mord. Veninden Jessica er præst og dulmer sine sorger med mad og alkohol. Da den mand, som udnyttede hende, dukker op på hendes radar, beslutter Jessica sig for endelig at tage hævn. Undervejs opdager de to veninder deres fælles "hobby", og de beslutter at rydde ud blandt de mennesker, verden alligevel er bedre tjent uden. Systemet vendes hermed på hovedet, retfærdighed og dom bliver blot et skalkeskjul for subjektive ideologier og et interessant omend et let ekstravagent bud på, hvordan magten i retsvæsnet kunne komme i blæsevejr.

"Dommeren" er den første bog i serien om Suzanne og Jessicas mørke foretagender.

Benzinstationens historie: højoktan nostalgi af Nils Bloch

I tekst og billeder tages læseren med rundt på mange forskellige slags benzinstationer fra store kendte benzinselskaber gennem mere end hundrede år. Lastbilmagasinet skriver: "Det er litteratur med et virkelig højt oktanindhold..."

Bogen er en grundig og passioneret historisk gennemgang i udviklingen af netværket af tankstationer i Danmark igennem de seneste mange årtier og byder på et unikt indblik i små og store historier fra hele Danmark igennem de seneste godt og vel 100 år. For lastbilinteresserede optræder der også masser af tankbiler og historier knyttet til transportdelen af stationernes udvikling.

Jul: Valdemarsro af Ann-Christine Hellerup Brandt

Valdemarsro tog landet med storm, da hun overgav sine rent netbårne men glimrende opskrifter til en trykker for et par år siden. Nu kommer andet bind så fra den populære madblogger - denne gang med julestemningen. 

Kogebøger er generelt i høj kurs, især hvis de indeholder søde sager. Og selvom julen ikke rigtig trives bag fængslets mure, så er pebernødder og konfekt måske alligevel et godt bud.

Den lille guide til teknisk analyse af Nanna Fick

Investering og handel med aktier er et varmt emne blandt de indsatte - og her får de en overordnet introduktion til teknisk analyse. Den professionelle daytrader forklarer, hvad teknisk analyse er; og hvorfor man kan bruge det som et redskab ved aktiehandel; og hvordan dette strategiske værktøj kan anvendes til at time og kontrollere investeringer, så det bedste udbytte opnås. Henvender sig til begyndere og øvede.

Liv og luft: træk vejret frit med yogaens teknikker af Simon Krohn

Cirka 17.000 gange i døgnet trækker vi vejret - uden at tænke over det. Men ifølge denne bog er der mange gavnlige effekter at høste ved at blive bevidste om vores vejrtrækning - både når vi ikke trækker vejret ordentligt, og når vi gør.
 

Materialer