Hus til salg i skoven af Betina Birkjær

Hus i skoven til salg

12.10.20
Stemningsfuld og magisk lille roman om sorg og savn.

Maja flytter med mor og far ind i et hus ude i skoven. Lillesøster Irmelin er død, og far kan ikke holde ud, at mor hele tiden besøger hendes grav på kirkegården. Han er overbevist om, at hvis de flytter ud i skoven, væk fra byen, vil han få arbejdslysten tilbage, og moren vil komme sig over sin sorg.

Faren får også snart en stor opgave med at konservere 14 fugle til en stor udstilling på museet, og moren kaster sin energi over køkkenhaven, hvor hun i smug genbegraver Irmelin, efter at have gravet hendes kiste op på kirkegården. Imens lærer Maja at jage fugle af katten, der fulgte med huset, og forærer dem i det skjulte til faren.

Så langt så godt. Herfra bevæger Betina Birkjærs lille roman sig længere og længere ind i et magisk og symbolfyldt univers. Jeg er ikke sikker på, om jeg forstår slutningen, men jeg var hele vejen igennem betaget af romanens poetiske og sære univers.

Uddrag:

På vej hen til skuret udspecificerer Viggo de bærbuske, han har plantet i årenes løb. Ribs, solbær, stikkelsbær, hindbær. Moren følger efter, og da mændene forsvinder ind i redskabsskuret, tænder hun en cigaret. Maja går i cirkler i det hvide grus, som er toppet med et næsten usynligt lag sne. Viggo rækker faren øksen, som er noget tungere, end han har regnet med og et kort sekund bliver han usikker på hele flytte-projektet.

- Her er i øvrigt et usædvanligt rigt og varieret dyreliv, siger Viggo. Hans timing er perfekt. Faren spidser ører og glemmer alt om øksens nedslående tyngde. Han har konserveret mange forskellige dyrearter, men han kan bedst lide fugle. Fugle er noget særligt. Da de går ud af skuret, er den lille tvivl væk og han undrer sig over, hvorfor han ikke lagde mærke til det, allerede da de steg ud af bilen. Den lystige kvidren af fugle. Et helt kor. (side 13)

Materialer