Hungerhjerte af Karen Fastrup

Er det ”finere” være skizofren og/eller bipolar end at være en borderline-partient? Jeg anede ikke at der var hierarkier i psykiatriske diagnoser, men efter læsning af Karen Fastrups nye roman Hungerhjerte er jeg blevet klogere.

Karen Fastrup har skrevet en erindringsroman, hvor vi kommer helt ind til kernen af hvordan livet kan føles for en psykiatrisk patient. Fra første side blev jeg suget ind i romanen og aldrig - siden jeg læste Beate Grimsruds ”En dåre fri” - er jeg blevet revet så meget med ind i et sygt sind. Vi følger Karens vej fra sammenbruddet, der førte til indlæggelse, frem til livet på den anden side af sygdommen. Kærligheden og arbejdet betyder alt for Karen, men kæresten vil ikke være med mere, og oversættelsesarbejdet, som skulle give smør på brødet bliver umuligt. Nedturen og angsten krones af en social deroute, hvor Karen møder en uvenlig offentlig sagsbehandling. Heldigvis har Karen et godt forhold til sine søskende. Særligt søsteren har en meget omsorgsfuld og aktiv rolle i Karens helbredelse. En stor del af romanen trækker tråde tilbage til barndommen i de brune 70’ere, hvor Karen vokser op sammen med sine søskende i et Højskolemiljø.

Romanen er hurtigt læst, skrevet i et klart præcist sprog med korte sætninger. Men læs den ikke for hurtigt, eller jo måske skal du bare lade dig rive med af denne pageturner. Men lov mig så at vende tilbage og læs den igen, og giv dig tid til at dvæle lidt ved sproget og sansningerne.