Hundedreng af Eva Hornung
Da den 4-årige Romochka en dag vågner op i familiens lejlighed i Moskva og opdager, at han er alene, gemmer han sig i første omgang i hjemmet, hvor han lever af rester og gemmer sig i en tøjbunke i et skab for at holde varmen.
Men som dagene går, er der ikke mere mad tilbage i lejligheden. Bange søger han ud på gaderne, hvor ingen tilsyneladende ligger mærke til den lille forhutlede dreng – før et par vildhunde opdager ham. Han reddes af alfa-hunnen og følger hundene til deres hule i en nedlagt kirke. Her overlever han på Mamochkas mælk og de rester, hundene tager med hjem til ham. Da foråret kommer, er Romochka blevet en del af flokken, og i flere år lever han sammen med hundene i evig jagt på mad og på vagt for militsen, der jager både hunde og hjemløse med lige stor iver og brutalitet. Efterhånden som han bliver ældre, bliver Romochka dog mere og mere interesseret i menneskenes verden. Og så bringer Mamochka endnu en menneskeunge ind i flokken.
Eva Hornung lader Romochka fortælle, og det gør han nøgternt og uden romantik. Historien fremstår troværdigt både, hvordan han lærer at begå sig blandt hundene og klan-mentaliteten der redder kobbelet flere gange.
”Hundedreng” er en bog, jeg sent vil glemme. Den er både brutal og rørende, og Romochka, Mamochka, hvide søster og de andre hunde vil være hos mig længe.