Hitlers heste og Sweet Jayne Mansfield

16.06.22
Én gang i måneden udgiver Horsens Bibliotek podcasten Friske Faustnumre, hvor bibliotekarerne Janus B. Andersen og Jette S.F. Holst med hjælp fra kollegaerne stiller skarpt på bibliotekets nyindkøb. De kommer vidt omkring, og denne gang handler det blandt andet om Hitlers heste, filmstjernen Jayne Mansfield, Insekternes bog og Sunes hit af Alawari.

Lyt til Friske Faustnumre her (eksternt link)

I spotlightet - Tegneserier

Walt Disney's Anders And & Co.: 60 år med danske serieskabere
Story House Egmont 2022; 1. udgave; 296 sider
Siden 1959 har danske tegnere og forfattere været med til at tegne og udvikle de velkendte karakterer og universer i Anders And & Co. Denne antologi giver et overblik over de danske bidrag til Andeby og et indblik i, hvordan en historie egentlig bliver til. En udgivelse for alle tegneserieelskere og indbyggere i Andeby.

Gruopvækkende fortællinger fra rabarbermørket tegnet og skrevet af Christian Henry
Fahrenheit 2022; 120 sider
Agenterne Molly og Sculder, actionhelten Rocco, zombier, Tom Cruise og horror a la Lovecraft. En række af absurde og groteske fortællinger, en eksperimenterende tegneserie, hvor det genremæssige anker er gyseren

Mattéo: [Bind 1]: Første epoke (1914-1915) tegnet og skrevet af Jean-Pierre Gibrat
Fahrenheit 2022-; 63 sider
Gibrat følger spansk-franske Mattéo over en periode på 25 år, hvor verdenskrigene, den russiske revolution og den spanske borgerkrig bliver pejlemærker. 

Sweet Jayne Mansfield: 1933-1967 skrevet af J.M. Dupont og tegnet af Roberto Baldazzini
Tegneseriekompagniet 2022; 1. udgave; 187 sider
Biografisk tegneserie der følger filmstjernen Jayne Mansfield liv fra barndommen over hendes kometkarriere som sexsymbol i Hollywood, indtil hendes tragiske død som 34-årig i et trafikuheld. 

I paladsets skygge er tegnet og skrevet af danske Gabriel Tiedt Lange    
Fahrenheit 2022; 80 sider
Kronprinsen Rex forsøger at genvinde sin trone i Tårnriget ved at søge hjælp fra et legendarisk krigerfolk, som lever i de dybe huler under paladset. En dystopisk og fabulerende graphic novel for alle, der holder af science fiction, fantasy og undergangsmyter.

I spotlightet - Faglitteratur

Galor, Oded: Da menneskeheden blev til: historien om hvordan vi blev rige og endte ulige
Gyldendal 2022; 1. udgave; 304 sider
Oded Galor følger "den store bue i menneskehedens rejse". Hans verdenshistorie beskriver dels konsekvenserne af den voldsomme udvikling i menneskets levevilkår over de seneste århundreder, dels hvordan denne udvikling er forbundet med spredningen af global ulighed. 

Herrens mark - det danske herregårdslandskab
Dansk Center for Herregårdsforskning 2022; 114 sider
Siden senmiddelalderen har de danske herregårde været med til at præge landskabet i landområderne. Læs her en række introducerende artikler og bliv klogere på sammenspillet mellem herregård og landskab. 

Sykes, Rebecca Wragg: Neandertaler: liv, død, kunst og kærlighed
Turbine 2022; 1. udgave; 401 sider, tavler (nogle i farver)
Neandertalerne er det moderne menneskes, homo sapiens, nærmeste slægtninge. Hvem var disse fortidens mennesker? Det svarer arkæolog Rebecca Wragg Sykes på i denne bog. 

Brand, Arthur: Hitlers heste: den utrolige sande historie om kunstdetektiven, der infiltrerede den nazistiske underverden
Kristeligt Dagblad 2022; 1. udgave; 259 sider
En hollandsk kunstekspert/kunstdetektiv kommer på sporet af et par legendariske skulpturer, som man troede forsvandt i 1945. Men ikke alle ønsker, at skulpturerne skal se dagens lys. Fagbog og true crime, fortalt med virkemidler fra skønlitteraturen. 

Fest: fejring, rus & ritualer
Gad 2022; 1. udgave; 299 sider
Kulturhistorisk formidling af festen og fejringens rolle i menneskets historie. Med beskrivelser af ritualer og fejringer, lige fra oldtiden i Sydamerika til nordiske festtraditioner. 

I spotlightet - Film

Døden på Nilen instrueret af Kenneth Branagh        
Den aldrende, belgiske detektiv Poirot bliver inviteret med på bryllupsrejse på Nilen, fordi brudeparret er nervøse for brudens sikkerhed. Men alle de ombordværende har et motiv til mord.

Du som er i himlen instrueret af Tea Lindeburg     
Et voldsomt døgn forandrer 14-årige Lises liv, da der opstår komplikationer under fødslen af hendes lillebror. Lise må lægge barndommen bag sig, da hun pludselig står med ansvaret for sine små søskende. 

Kupé nummer 6 instrueret af Juho Kuosmanen    
På en togtur i Rusland skal finske Laura dele kupé med en minearbejder. Han drikker, er nærgående og grov, og Laura væmmes ved ham. Men mødet med Ljoha er en øjenåbner for Laura og hun lærer noget om sig selv. 

Moonfall skrevet og instrueret af Roland Emmerich    
Månen ryger ud af sit kredsløb og har kurs direkte mod Jorden! Nogle få tapre helte indleder en mission. Men det viser sig at der er nogle mystiske hemmeligheder gemt på Månen. 

I spotlightet - Børnebøger

Knudsen, Vicky: Dyr, vi elsker at hade: de klamme, skræmmende og helt igennem fantastiske
Politiken 2022; 1. udgave; 141 sider
I Danmark lever omkring 37000 dyrearter, men nogle af dem er - af den ene eller anden grund - knap så populære. Her fortæller biologen Vicky Knudsen os om, hvorfor disse dyr faktisk fortjener vores respekt, hvis ikke ligefrem kærlighed. Til højtlæsning fra 6-9 år og selvlæsning fra 10-13 år.

Riley, Lucinda: Emil og drømmeenglen
Cicero 2022; 1. udgave; 52 sider
Emil og hans familie er flyttet ind i et nyt hus. Om natten er der underlige lyde på hans værelse. Er det et monster, eller er det noget, han drømmer? Højtlæsning for børn fra 4 år.

Winding, Alberte: Lyse nætter
Carlsen 2022; 1. udgave; [28] sider
Historie om en bedstemor og hendes barnebarn fortalt ud fra Alberte Windings sang "Lyse nætter". Billedbog til højtlæsning og sang for børn fra 2-5 år, men voksne vil også elske den.

I spotlightet - Skønlitteratur

Andersen, Villads: København, udateret
Gyldendal 2022; 1. udgave; 192 sider
I en nær fremtid står "Bevægelsen" stærkt i kampen for klimaet. Imens kæmper Andersen for at komme sig over tabet af sin søn Frederik. 

Cullhed, Elin: Eufori: en roman om Sylvia Plath    
C&K 2022; 1. udgave; 304 sider
Roman om forfatteren Sylvia Plath, og om hendes korte og kaotiske samliv med Ted Hughes og det vanskelige i at være både småbørnsmor og forfatter i 1950’ernes patriarkalske USA. 

Xinxin Ren Gudbjörnsson: Risalderen: en mosaikroman om en tidsalder, hvor Kina er blevet mere synlig        
Rebel with a cause 2022; 1. udgave; 124 sider
14 små fortællinger fra det moderne Kina, hvor skæve eksistenser forsøger at navigere i et samfund i voldsom forandring. 

Khiljee, Naiha: Læg en besked: digte        
Lindhardt og Ringhof 2022; 1. udgave; 89 sider
Hvordan taler vi med hinanden, når vi konstant er online? Hvem har ret til at definere tidens begreber? Hvilke kulturforskelle er tydeligst i dag? Disse spørgsmål kredser disse digte om. 

Langstrup, Steen: SMS    
2 Feet Entertainment 2022; 1. udgave; 104 sider
Minimalistiske gys i sms-form til læsere af eksperimenterende litteratur og fans af Danmarks "grand old man of horror", Steen Langstrup.

Lokal faglitteratur

Rimestad, Chr.: Kom så, Horsens, er I derude?: bogen om de store koncerter i Horsens - og meget, meget mere
Horsens Folkeblad i samarbejde med Christian Rimestad Jelling 2021; 451 sider
Omfattende og rigt illustreret værk om de store musikalske navne, der har gæstet Horsens siden midten af 1970'erne og om de mange musikfestivaler i byen. Med interviews med nogle af de centrale personer i Horsens musikliv.

Lokal skønlitteratur

Grymer, Claus: Havet og ingenting    
Læselyst 2022; 1. udgave; 146 sider
Fin samling af noveller om tilbageblik på en teaterkritikers liv og usikkerhed om egen formåen og om levet liv og egen erfaring. 

Johnsen, Zenia: Alt det her    
Jensen & Dalgaard 2022; Ca. 120 sider
En kvindelig jeg-fortæller kæmper i voksenlivet med en barndom præget af en ustabil far og en utryg skoletid.

Månedens podcast

De mystiske dyr af Mikala Rosenkilde

Mikala Rosenkilde er forfatter til spændingsromanen ”Kongamato” og en lang række noveller. Og så har hun altid været vild med kryptozoologiske mysterier. Det vil sige de dyr som skjuler sig og nægter at træde frem for offentligheden. Loch Ness-uhyret er måske det kendteste, men der er masser af andre. Hvert år opdages der mere end 16.000 nye dyrearter. De fleste er mindre dyr, men hvert år finder man også større, der bare har gemt sig godt.

Rosenkilde tager sin fascination et skridt videre med udgivelsen af podcasten "De mystiske dyr", hvor sæson 2 for nyligt havde premiere. 

I hvert afsnit fremlægger Mikala Rosenkilde en række mere eller mindre dokumenterede observationer, og så er det op til lytteren, hvor meget man tror på. Der ligger tydeligvis et stort research-arbejde bag hvert afsnit, som man ikke kan undgå at blive imponeret over, og så fortæller Rosenkilde bare super underholdende og med et glimt i øjet.

”De mystiske dyr” ligger bl.a. på eReolen, men også på en lang række podcast-platforme.

De efterspurgte - Faglitteraturen

Magnussen, Martin Q.: Den sidste forbrydelse: de danske gerningsmænd bag massakrerne i Østrig
Grønningen 1 2022; 1. udgave; 213 sider
Den frygtelige historie om de danske nazi-soldater, som deltog i henrettelsen af jøder og amerikanske soldater i krigens sidste dage i Østrig. 

Nielsen, Annette K.: Med på en lytter: en rejse i lytningens univers
Gad 2022; 1. udgave; 269 sider
Hvordan lytter man opmærksomt til verden? Tag med på en rejse i lytningens univers. En bog for alle der bruger og interesser sig for lyd.

Hansen, Morten D. D.: Insekternes bog: hvad de mindste kan lære os om det største
Politiken 2022; 1. udgave; 285 sider
Kom med ind i et fascinerede og forunderligt krible-krableunivers, når naturformidler Morten D.D. Hansen deler ud af sin store viden om insekternes univers. 

Leth, Kristian: En vej ud af tågen
Gladiator 2022; 156 sider
Erindringsessay om historiefortælling, faderskab, savn og at finde frem til sin egen historie og følelser. 

Fogh Rasmussen, Anders: At træde i karakter
Gyldendal 2022; 1. udgave; 395 sider
Anders Fogh Rasmussens første erindringsbog handler om hans barndom og ungdom og det, der formede hans liv som politiker og menneske. 

De efterspurgte - Skønlitteraturen

Castillo, Linda: Fortabt
Hr. Ferdinand 2022; 1. udgave; 341 sider (Kate Burkholder ; 13)
En tidligere amish-kvinde findes brutalt myrdet på et hotel. Politichef Kate Burkholder får sagen, og da hun også er tidligere amish og kender offeret, trækker den drabelige sag spor mellem offer og politichef. 

Bukkehave, Tobias: Arvestål
Politiken 2022; 1. udgave; 300 sider (2. del af Kongetro)
Den danske efterretningsagent Tom Cortzen søger sandheden i en mystisk sag, som involverer hemmelige oplysninger lækket til russerne og tumultariske stormagtsinteresser i Arktis. 

Holst, Christoffer: Skønne, grønne forårsvinde
Flamingo 2022; 1. udgave; 329 sider
To mordmysterier og en sag om stalking bliver vævet sammen i den smukke svenske skærgård. Cilla Storm og hendes venner efterforsker sagen. For krimielskere med hang til romantik.

Bohnet, Jennifer: En fransk affære
Cicero 2022; 1. udgave; 346 sider
Belinda nyder sit hoteljob i England og at være tæt på sine børnebørn. Men da chefen beder hende om at rejse til Bretagne for at forvandle en gammel campingplads til et luksuriøst rejsemål, må hun modvilligt se fortiden i øjnene. Varm og romantisk sommerhistorie.

Whitaker, Chris: Vi begynder med slutningen
Alpha 2022; 1. udgave; 422 sider
For 30 år siden blev Vincent King dømt for mordet på den kun 7-årige Sissie. Nu skal han løslades og vender hjem til Cape Haven, hvor det kun er kriminalbetjent Walker, der er glad for at gense sin bedste ven. En episk og intens fortælling om loyalitet, had og hævn. 

Optakt til Tour de France

En forårsdag i Helvede, 1976 (se den på Filmstriben)
Jørgen Leths personlige film om det klassiske cykelløb Paris-Roubaix. Ruten er en af de hårdeste, der kan tænkes, og løbet afvikles på kun én dag. Den frygtes af professionelle ryttere, men giver samtidig megen prestige, hvis man kommer over stregen. I denne film har løbet sine egne helte og skurke, sin egen dramatik og barske poesi.

Stjernerne og vandbærerne, 1975 (se den på Filmstriben)
Filmen følger det store etapeløb Giro d'Italia, hvor Leth søger at afdække cykelsportens mytologiske karakter som et klassisk drama med helte og skurke. Eddy Merckx er filmens egentlige stjerne, men filmen følger også vandbærernes strabadser, ikke mindst med fokus på den danske hjælperytter Ole Ritter og dennes enkeltstart.

Den umulige time, 1975 (se den på Filmstriben)
Om cykelrytteren Ole Ritters forsøg på at generobre den mest attråede og vanskeligste rekord inden for professionel cykelsport. Én times cykling på bane.

Overcoming, 2005 (se den på Filmstriben)
'Overcoming' giver et indblik i kulisserne bag den ellers meget lukkede professionelle cykelverden. Med den tidligere Tour de France-vinder Bjarne Riis som hovedperson følger filmen Riis og hans nye hold Team CSC, i kampen for at overvinde det umulige – at vinde Tour de France. 

Moon Rider, 2012 (se den på Filmstriben)
'Moon Rider' er en fortælling om den unge Rasmus Quaade og hans kamp for at blive professionel cykelrytter. Det er en dannelsesrejse, der fører tilskueren med ned i helvede og tilbage. Med personlige Super8-optagelser og rå hjelmkamera-billeder, fortælles historien om et ekstraordinært talent, der befinder sig på et afgørende tidspunkt i sit liv. Med hudløs ærlighed lukker Rasmus os ind i sin verden, hvor vi møder både tvivlen, frygten og dødsdriften, men også euforien ved at være blandt de ypperste i verden. Filmen tegner et hjerteskærende billede af et kæmpe sportstalents ekstreme og ensomme liv.

Månedens hjertebarn

Jacobsen, Per: Dødens dal
HumbleBooks 2022; 1. udgave; 300 sider (Udhængt: 2)
Verden er indtaget af aliens, der har forvandlet politiet til koldblodige mordere og inficeret alle børn med noget mystisk. 

Strager, Hanne: Skyggezone: en biografi om Inge Lehmann, kvinden, der opdagede Jordens inderste kerne
Gyldendal 2022; 1. udgave; 320 sider
Inge Lehmann er måske en af vores største og mest oversete geofysikere herhjemme. Hun var med til at grundlægge seismologien og fremlagde som den første den hypotese at Jorden havde en fast indre kerne. 

Månedens musik

Alawari: Alawari
April Records & Music p 2022

Herfra uddrag af numrene 'Sunes hit' samt 'Hvalen'

 

Materialer