Forside til bogen Her fra min himmel af Alice Sebold

Her fra min himmel af Alice Sebold

06.02.15
En barsk, men anbefalelsesværdig roman, som tager udgangspunkt i noget af det frygteligste, der kan ramme en familie, nemlig mordet på et barn

Som 14-årig bliver Susie Salmon voldtaget og myrdet af Mr. Harvey fra hendes vej. Efterfølgende skaffer han hendes lig af vejen, fjerner alle spor og fortsætter som ingenting. Men for Susies familie bliver livet aldrig det samme igen.

Hendes forældre tackler sorgen på hver sin måde, og det er ved at rive familien fra hinanden. Moren forsøger at komme over mordet og komme videre, mens faren ikke kan bevæge sig ud over Susies død. Hans liv handler om Susie, hendes forsvinden og hendes morder, der ikke er blevet fundet. Imens prøver Susies søskende at håndtere sorgen og forvirringen alene. Søsteren Lindsey, som hver dag må møde omverdenens medlidende blikke i skolen, gemmer sig bag en maske af hårdhed, mens broren Buckley er for lille til at forstå døden og bliver ved med at spørge, hvornår Susie kommer hjem.

Men trods sorgen går livet alligevel videre, og Susie følger dem alle oppe fra sin himmel.

"Her fra min himmel" er en barsk, men meget anbefalelsesværdig roman, som tager udgangspunkt i noget af det frygteligste, der kan ramme en familie, nemlig mordet på et barn – og endda et mord, som ikke umiddelbart opklares. Men fordi Susie fortæller helt igennem usentimentalt, bliver læseoplevelsen udholdelig, endda bevægende, og efterlader læseren med troen på kærligheden og det gode i livet intakt. Det vigtigste i romanen er nemlig ikke grusomheden, der slår Susie ihjel, men kærligheden der overvinder sorgen.

Romanen blev filmatiseret af Peter Jackson i 2009 med Saoirse Ronan i rollen som Susie.