Hels rejse: Den 6. bog om Satan af Signe Fahl

Verden er i forandring, menneskene i Norden skifter deres tro ud med kristendommen. Men det er ikke kun Thor og Odin, der bliver byttet ud med Gud og Jesus. Et dødsrige går mod sin undergang. En dødsgudinde tager kampen op. (bagsideteksten)

Hel sidder i sit mørke dødsrige, da en uventet gæst trænger sig på. En mand med sorte vinger, horn og glødende aflange pupiller, som kalder sig Lucifer, lysbringeren, og som kommer for at fortælle Hel, at hendes tid er forbi. Menneskene har skiftet tro, og de døde sjæle tilhører nu ham.

Hel har ganske vist hørt om den hvide gud fra syd, med hvem Lucifer følges, men hun er overbevist om, at Lucifer tager fejl og sender ham bort i vrede. Men da hendes broder, Fenrisulven, kort efter dukker op, befriet af den lænke som skulle holde ham fanget indtil Ragnarok, beslutter hun sig for at undersøge, om der alligevel er noget om Lucifers ord. Det bringer hende på besøg i både menneskenes verden og Lucifers rige, og til sidst må hun træffe en beslutning.

I ”Hels rejse” tager Signe Fahl udgangspunkt i dødsguden Hel fra den nordiske mytologi, som i den sidste halvdel af 900-tallet langsomt erstattes af kristendommen. For hvad sker der egentlig med de guder, som menneskene forkaster?

Det var uhyre fascinerende at læse om den forskel, de to religioner betrager døden med. I Hels dødsrige vandrer de døde af sted, døve og blinde, indtil de når Yggdrasil, hvor de atter bliver vævet ind i skæbnetrådene:

”Denne skygge er færdig med sin vandring i Helheim og er klar til at træde ind i de levendes verden igen. Som alle skygger før den vil den blive en del af livet igen. Måske i en krop, måske blot i et minde, en hvisken i træernes blade eller en mumlen i en bæk, der fortæller om livets evighed og forgængelighed.”

I modsætning til Helvede hvor de, der har syndet i livet, lutres for deres synder i døden gennem lidelse i en uendelighed. Her er ingen fred eller hvile.

”’Endnu en straf?’ Hun peger ud mod de indfrosne skikkelser. ‘Nogle har længere vej til Himlen end andre’. Hun ved ikke, hvad hun skal sige. Det hele virker så grusomt, og han er så upåvirket, så kold overfor al den lidelse omkring dem. ‘De har bragt sig selv i denne situation så du behøver ikke at have ondt af dem’, siger han. ‘Reglerne er meget enkle. Lad være med at synde. Alligevel gør de det. Hele tiden. Den mindste fristelse og de falder i’. Han sukker og ryster på hovedet. ‘På trods af deres svaghed er de Guds kære skabninger, og de får en chance mere her’.”

Fahl beskriver nærmest Satan som en nidkær funktionær, der modsat Hel ikke har noget forhold til sine døde, og man kan godt blive lidt i tvivl om, hvordan en religion, der prædiker næstekærlighed og godhed, alligevel afstedkommer så megen lidelse.

Endnu et velskrevet, interessant og tankevækkende bidrag i serien.