Heksejagt af Louise Nyholm Kallestrup

Heksejagt af Louise Nyholm Kallestrup

18.01.21
"Heksejagt" er en del af serien 100 Danmarkshistorier. Louise Nyholm Kallestrup forklarer her baggrunden for hekseforfølgelserne, og ser nærmere på udvalgte danske hekseretssager.

I 1500 og 1600-tallet var eksistensen af trolddom ligeså virkelig for folk som Gud og Djævelen. Alligevel var det først efter Reformationen, at hekseforfølgelserne i Danmark for alvor tog fart. Nu anså man nemlig paven som Antikrist og katolicismens religiøse ritualer som trolddom.

I Danmark var Christian d. 4. meget involveret retssagerne om trolddom. Det var således ham, der udstedte Trolddomsforordningen af 1617, der ofte bliver fremhævet som loven, der satte gang i trolddomsforfølgelserne. Selvom det i dag virker som en fuldstændig grundløs forfølgelse, så var udryddelsen af trolddom i datiden et alvorligt anliggende, og forordningen lagde et særlig ansvar på rigets konge for at forfølge og udrydde trolddom.

Kallestrup kommer omkring flere sager undervejs. Mest brutal er sagen mod Bodil Hoffuen, der blev dømt skyldig ved landstinget i Viborg d. 19. juli 1617. Mest kendt er sikkert Maren Splids, der blev dømt skyldig i Ribe i 1641. Men vi kommer også omkring anklager mod adelskvinder og en retssag mod en særlig nidkær lensmand, hvis ivrighed efter at dømme trolddomsfolk førte til at loven blev skærpet, så man fra 1686 indførte krav om, at skyldige kendelser skulle prøves ved Højesteret.

I 1693 blev Anne Pallis fra Falster som den sidste i Danmark henrettet for trolddom. Men befolkningens angst for hekseri var langt fra forbi. Retssager blev i stedet for afløst af selvtægtssager, og så sent som i år 1800 blev en gammel kone tæsket ihjel nær Horsens, fordi man troede, at hun var en troldkvinde.

"Heksejagt" er spændende læsning. Louise Nyholm Kallestrup sætter datidens angst i perspektiv og giver indblik i retssystemet, hvor hun kan konstatere, at “når først sagerne var nået på tinge, var der en tydelig indsats for at overholde retsplejen.” At retsplejen så sjældent gav den sigtede mulighed for at forklare sig, men blot til at forholde sig til spørgsmålet om skyld, er så en anden sag.

Jeg er generelt begejstret for serien 100 Danmarkshistorier, som kort og præcist introducerer en række interessante kapitler og emner. "Heksejagt" lægger sig fint i rækken, og kan bestemt anbefales hvis du vil have et indblik et af Danmarks mere mørke kapitler. Bagerst i bogen finder du også forslag til videre læsning, hvis du vil gå mere i dybden med emnet.

Materialer