Havbrevene af Siri Ranva Hjelm Jacobsen
Havbrevene af Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Havbrevene af Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Smukt, intenst, poetisk og højaktuelt lille værk

Illustreret af Dorte Naomi

I dette lille poetiske værk får vi lov til at læse med i en brevveksling mellem søstrene Atlanterhavet og Middelhavet i en tid, hvor vejrforholdene forandrer sig og hvor krybene - menneskene - fylder mere og mere både på landjorden og i havene.

Atlanterhavet er den ældre søster, og med sine 180 millioner år kan hun huske, dengang landet brød ud og skilte havene fra hinanden. Hun er ikke uden ømhed, men intet kan længere overraske hende. Skiftende vejrforhold er kommet og gået så mange gange, at hun end ikke bemærker det mere. Hun er i sin aldrende visdom fokuseret på det, der kommer til at ske, og forsøger samtidig kærligt at guide lillesøsteren, Middelhavet, igennem de ungdommelige kvaler, hun måtte lide under.

Middelhavet er med sine mere uerfarne 5 millioner år stadig let påvirkelig over for følelser, forelskelse, varme, skønhed og ikke mindst ensomhed. Hun føler, at hun langsomt bliver fyldt op af fremmedlegemer, kysterne strammer kvælende om hendes hals og varmen gør hende svedig og fedtet: "Jeg er træt. Det er årstiden. Sommeren tærer på mig. Før var det ikke så slemt, men nu klatrer krybene så meget rundt på mig i deres bælge, alt for mange om én bælg. Jeg lytter til de synkende stimer. Hjernernes kliklyd, der gradvis stiger og så ebber ud. De står på bunden og duver med lunger, der spjætter af plankton og lyskrebs. Når ålene kommer, kigger jeg væk." (Havbrevene, side 18).

Menneskenes rolle på kloden
Igennem søstrenes breve hører vi om krybenes liv og død på og i havene, vi møder Ikaros, som Middelhavet greb, da han faldt ned fra himlen med sine svedne vinger. Vi lærer, hvordan menneskene blev skabt af havene som 'beholdere', der kan transportere vand rundt på landjorden. Vi stifter et kort bekendtskab med Arktis, som røgter sine køer oppe nordpå og altid bliver meget spændt i sæsonen, hvor de kælver (- Atlanterhavet mener imidlertid, at Arktis er begyndt at virke lidt ustabil).
Det centrale og tilbagevendende tema i brevene er dog den altoverskyggende plan, havene har. En plan, som Atlanterhavet i et brev til sin søster beskriver således: "Kære søster - Snart vil store skove igen vokse frem i os, tykke og sorte af næring. Tænk på dét. Tænk på, at vi bliver den eneste lyd i verden. Din, A." (Havbrevene, side 62).
 
Med Siri Ranva Hjelm Jacobsens stærke, smukke sætninger og Dorte Naomis fine grafiske tryk, er Havbrevene en nydelse at dykke ned i og lade sig omfavne af. Temaet om forholdet mellem natur og menneske er alvorligt og højaktuelt, og værket sætter næsten uundgåeligt gang i vigtige refleksioner om vores plads og rolle her på denne blågrønne klode.

Materialer