Havblik af Kristin Marja Baldursdottir

18.07.18
En rørende roman om kvindeliv, musik og venskaber på tværs af kulturer.

Flora er vred. Hun er blevet fyret fra sit arbejde, som hun har passet omhyggeligt og nidkært gennem 30 år. Hun er fraskilt, har 2 voksne børn og bor i en dejlig lejlighed i Reykjavik.

Hun er ikke bare vred, hun er også ked af det og kanten af en depression. Sønnen og svigerdatteren prøver at hjælpe hende på vej, og tilbyder hende et arbejde i en lille bygd i det øde og barske Vest-island. Hun får til opgave at male en feriehytte, hvor hun kan bo mens hendes lejlighed i Reykjavik udlejes til turister.

Flora flytter ind i huset i den lille bygd, og går straks i gang med malerarbejdet. Det er vinter og hun er ret ensom, men møder en organist og flere udenlandske kvinder, som arbejder på den lokale fiskefabrik. Kvindernes personlige fortællinger folder sig ud, og det viser sig at de alle har smukke sangstemmer.

Kristin Marja Baldursdottir brød igennem med de fantastiske romaner om Karitas. Denne nye roman er ikke i helt samme vægtklasse men mindre kan også gøre det. Det er en rørende roman om kvindeliv, musik og venskaber på tværs af kulturer.

Materialer