Der er endnu ikke meget grønt i haven, men skovlen står klar til forårets komme.

GRØNT: Bæredygtighed i haven?

17.03.21
Drømmer du om en bæredygtig have, uden brug af gift og kemikalier?

Drømmen om bæredygtighed

Da min familie sidste år flyttede fra lejlighed til hus, fik vi endelig en have. Hårdt tiltrængt, da specielt jeg selv, længe har sukket efter jord under neglene. Ét er dog drømmen, men hvordan i alverden kommer man i gang med sådan en have? Jeg var på bar bund...

Én ting var jeg dog klar over. I tidens ånd, skulle der selvfølgelig dyrkes økologisk og bæredygtigt.

Bonderøvens skyhøje seertal taget i betragtning, kan vores familie næppe være de eneste, der går med ønsket om at kunne blive (bare en lille smule) selvforsynende. Og gerne på en måde der er god og sund for vores alle sammens natur. På trods af mange timers tv-kiggeri fra Kastanjegården, var det stadig som om der manglede noget basisviden om havedyrkningens kunst. Hvad gør man så?

Det kan nok ikke overraske nogen at bibliotekaren finder svaret i en bogreol...

Jens Juhl og Sølva Falgren står bag en hel række havebøger, der på solid vis indfører i alle den bæredygtige haves aspekter. Der er her både noget at finde for en nybegynder som mig selv, med også et væld af dybdegående information, som helt sikkert også vil hjælpe den erfarne haveejer, der gerne vil gå lidt mere grønt til værks. Ud over en generel indføring, indholder serien også bøger om drivhuset, frugt- og bær-haven, samt meget mere.

En kærlighedserklæring til kompostbunken

Jeg har dog lært, at min kompostbunke er central, for at jeg kan holde min jord sund og god for de planter, jeg vil dyrke. Det har vist sig at være meget heldigt, da jeg nok har udviklet en lidt sær facination af min kompostbunke. Jeg ved det lyder sært - men den er altså spændende - det garanterer jeg!

Ét er at man med en kompostbunke får glæden ved at kunne omdanne affald fra køkkenet og haven til ny næring til fremtidens afgrøder, hvilket i sig selv er en fantastik følelse og en grundsten i et bæredygtigt kredsløb i haven. Oven i det får man også mulighed for at følge udviklingen i den grøn-brune dynge. Fra den første spand køkkenaffald bliver smidt i beholderen, byder kompostbunken mulighed for at følge den kæmpe biodiversitet der kan opleves, selv i noget så jordnært som villahaven. Hver gang jeg stikker spaden i og vender et lag rundt, finder jeg nye insekter, orme og andre kravl - ja, vi har også haft en stor fin tusse på besøg - og de er alle sammen en uundværlig det af naturens imponerende kredsløb. Det lyder for nogen nok lidt ulækkert, men man behøver jo ikke at stikke næsten helt ned i bunken.

Men tænk sig. Alle disse skabninger er med til at give liv til min køkkenhave og sætte mad på bordet til min familie. Er det ikke fantastisk?

Så lad det være sagt - jeg elsker min kompostbunke - bare en lille smule.