Gør det af med Ramirez skrevet og illustreret af Nicolas Petrimaux

Gør det af med Ramirez af Nicolas Petrimaux

19.10.20
Den stumme, men vellidte og pålidelige Jacques Ramirez, der arbejder som støvsugerreparatør for firmaet Robotop i Falcon City, har en hemmelighed.

Da to mafiamedlemmer ved et tilfælde opdager, at den tidligere lejemorder, Jacques Ramirez, arbejder som støvsugerreparatør, bliver der straks sendt et elimineringshold af sted. Ramirez undslipper i første omgang, og slår utilsigtet pjalterne sammen med to unge kvinder på flugt fra politiet. En vild menneskejagt gennem Arizona er sat i gang.

”Gør det af med Ramirez” er en hyldest til 1980’ernes actionfilm. Nicolas Petrimaux har både tegnet og skrevet historien, som han fortæller med et glimt i øjet og sans for detaljen. Inspirationen fra filmens verden ses bl.a. i den visuelle fortællestil, men Petrimaux tager skridtet videre og indlægger reklameblokke for alt lige fra støvsugere og banker til biler og øl undervejs. Fuldstændig som sad man og så en tv-serie på fjernsynet.

Jeg fik samme fornemmelse af kitsch, som når jeg ser Quentin Tarantinos film, og det er ment som en stor ros. ”Gør det af med Ramirez” er med andre ord overraskende, underholdende og fyldt med både action og humor. Jeg er vild med den, og glæder mig allerede til fortsættelsen.

Materialer