Godhavn af Iben Mondrup

Godhavn af Iben Mondrup

10.12.14
Iben Mondrup er vokset op Godhavn, og det mærkes tydeligt at forfatteren har Grønland helt inde i kroppen og hjertet .

Bjørk, Knut og Hilde er børn af danske forældre. De vokser op i Godhavn på Grønlands vestkyst. Børnene giver hver især stemme til et kapitel i romanen, og 8-årige Bjørk lægger ud. Familien er netop vendt hjem fra  4 ugers sommerferie i Danmark, og Bjørk glæder sig enormt til at komme hjem. Hun er en livlig altid aktiv sjæl, som føler og oplever med alle sanser. Dengang for 30 år siden var eleverne i skolen opdelt i danske og grønlandske klasser. Bjørk kommer derfor ikke til at gå i klasse med Karline. Venskaberne og relationerne mellem forældre og børn fylder godt i Bjørks lille hoved, og hun tumler rundt for at finde plads. Det er hudløst godt beskrevet hvordan Bjørk med sin begrænsede, fragmenterede og barnlige forståelse af verden klarer hverdagen uden ret meget brok. Der er et hjerteskærende og omsorgsfuldt forhold mellem den introverte Knut og ekstroverte Bjørk.

Knut er en meget stille 12 årig dreng, som helst vil lukke sig inde med en bog. Det barske naturliv i Grønland er slet slet ikke noget for Knut.  Knuts bedste kammerat rejser tilbage til Danmark med sin familie, og det efterlader Knut i en tilstand sorg og ensomhed. Heldigvis drager de to yngste børn i familien omsorg for hinanden, og det mindsker deres ensomhedsfølelse.

Den ældste datter Hilde er 15 år, og teenager med fynd og klem. Hun er som det førstefødte barn elsket mere intenst af faderen end de yngste børn. Hun tager med sin far på jagt- og fisketure, og elsker sport og friluftsliv. 

Moderen arbejder som lærer på skolen, og på et tidspunkt dukker Johannes op i klassen. Selv om det er en danskerklasse, og Johannes er halvt grønlænder. Han er et omsorgssvigtet barn, som moderen vil hjælpe videre i livet. Vi følger den lille families liv på godt og ondt gennem næsten et helt år. Børnenes venskaber og søgen efter kærlighed er det helt centrale emne for romanen. Det er en af de mest bevægende romaner jeg har læst i lang tid, og jeg er fuld af beundring over at Iben Mondrup kan leve sig så meget ind hver enkelt barns psyke.  Børnene er utroligt sårbare og fuldstændig afhængige af forældrenes livsvalg. Samtidigt er de stærke og lærer at leve med den dobbelthed som livet i Grønland indebærer. Jeg blev faktisk blæst lidt om kuld af denne roman fordi den er så intens, følsom, barsk og rå.

 

 

Materialer