Frikadeller med brændenælder og forsøg udi håb

20.08.21
Hver uge fortæller Janus B. Andersen om den nyindkøbte faglitteratur

Lyt til denne uges podcast (eksternt link)

I den her uge kommer vi omkring data, rejsefeber, mad fra naturen, jomfru Maria, håb og dysleksi. 

Og jeg starter som sædvanligt med de bøger, jeg har fundet mest interessante. 

Den første af dem er en hurtige en: den hedder "Data" og er skrevet af Anja Bechmann. Det siger måske ikke så meget, men jeg kan fortælle, at det er en bog i serien Tænkepauser. Og det plejer at være en garanti for en hurtig introduktion til et spændende emne. 

Den næste bog er til børnefamilierne - og især, hvor en eller anden har en drøm om at lave pasta af tidsler eller frikadeller med brændenælder. Julie A. Swane og Johanne S. Philipsen har stået for bogen "Sank med børn: børnenes vilde spisekammer", som gennemgår en lang række spiselige planter, du kan finde i den danske natur og fortæller dig, hvordan du undgår at forveksle dem med noget giftigt, hvor du kan finde dem, hvordan du kan bruge dem i køkkenet og så videre - altsammen med børnene i hånden. Og har du ikke børn, men er alligevel lidt grebet af tanken, kan jeg fortælle, at der også findes bøger om emnet, hvor de små ikke er involveret. 

Og hvadenten du har børn eller ej, så har du muligvis mærket rejsefeberen rykke lidt under coronaen. Det er jeg i al fald overbevist om, at de har i De Berejstes Klub. Deres rejseglæde deler de i "Kronisk rejsefeber : fortællinger fra De Berejstes Klub : Mod på at rejse", som skulle blive den første bog af tre. Det er et udvalg af gruppens medlemmer, der fortæller rejsehistorier fra alle syv kontinenter, og så er der da mulighed for at drømme sig langt væk. 

Til sidst har jeg skævet lidt til en bog, som jeg vil nævne her, fordi jeg i sidste uge havde en bog med om middelalderens forhold til dæmoner set gennem kalkmalerier. I denne uge er vi tilbage i den kunstart, men i stedet er det jomfru Marias liv, vi følger i kirkekunsten. Det er i bogen "Jomfru Marias liv: fremstillinger i dansk middelalderkunst, bibelen og apokryferne" af Knud Torm - og det er måske et lidt overraskende liv, der fortælles om, fordi man i middelalderen også læste de apokryfe skrifter som kanon.

Det var mine valg i denne uge. I har valgt med reserveringerne, og det er kun blevet til to titler. 

Først er der endnu en udgivelse til dem med børn - og mere specifikt børn med dysleksi og lignende udfordringer. Et problem ved det er, at det kan være sværere at huske de ting, man læser, og det problem angriber Trine Trentemøller med hendes bog "Hukommelsesstrategier : for børn med dysleksi og andre læringsudfordringer". Og den henvender sig til både undervisere og forældre. 

Og så slutter vi af med… håb. "Forsøg udi håb: hvad præster ved om kaos" af Amalie Langballe er en samtalebog med ni præster, der giver deres bud på, hvordan vi får livet til at fungere i en stadig mere kaotisk verden. "Verden er stadig kaotisk," siger lektøren, "men man er faktisk gladere og mere nysgerrig på verden efter endt læsning."
 

Materialer