Forside til Frihed fra himlen af Jesper Grønkjær

Frihed fra himlen af Jesper Grønkjær

02.09.19
Jesper Grønkjærs rystende, spændende og tankevækkende beretning om et land, der på alle måder er meget langt fra Danmark. En nuanceret og anbefalelsesværdig bog.

Nordkorea er nok verdens mest lukkede land. Meget få udlændinge får lov at komme ind over grænsen, ligesom meget få nordkoreanere får lov at rejse ud af landet. Efter flere års forberedelse lykkedes det dog for den danske tryllekunstner og medlem af Eventyrernes Klub Jesper Grønkjær og vennen Jens Møller Laursen at opleve diktaturstaten på nærmeste hånd. 'Frihed fra himlen' er Grønkjærs beretning om turen.

Lad mig starte med at anbefale 'Frihed fra himlen' på det kraftigste. Her er tale om en rystende, spændende og tankevækkende bog, hvor Jesper Grønkjær på sober og troværdig vis tegner et billede af et land, der på alle måder er meget langt fra Danmark. Vi hører om rejsen først med fly til Beijing og derfra med tog til Pyongyang. Om mandsopdækningen under hele besøget, hvor to unge nordkoreanske kvinder følger danskerne rundt til de tilladte seværdigheder, mens de sørger for, at der ikke bliver taget ulovlige billeder. Om forsøgene på at komme i kontakt med almindelige nordkoreanere via trylleshow og humor. Og ikke mindst om de efterfølgende møder med nordkoreanske afhoppere, som fortæller om livet under Kim-dynastiets styre.

Før jeg læste 'Frihed fra himlen', var jeg tilbøjelig til at tænke, at det nordkoreanske folk måtte være godt dumme, siden de finder sig i Kim-familiens blodige diktatur. Men Grønkjærs bog gør op med alle sådanne fordomme. Han forklarer, hvordan samfundet er gennemsyret af overvågning og frygt, hvordan alle nyheder kommer fra de statslige kanaler, og hvordan befolkningen fra barnsben indoktrineres til at tro på deres leders storhed. Ikke mindst bildes de ind, at landene omkring dem sulter mere og har det langt værre end dem. Så er det pludselig ikke så sært, at nordkoreanerne tænker og agerer anderledes.

Men samtidig med Grønkjær viser det åbenlyse brutale diktatur, viser han også, hvordan vi i den vestlige verden manipuleres i vores syn på Nordkorea, og på forholdet mellem USA og Nordkorea, der som bekendt ikke er godt, selvom præsident Trump nu har mødt Kim Jong-un.

'Frihed fra himlen' er letlæst og illustreret med billeder fra rejsen. Jesper Grønkjær fortæller i en blanding af humor og alvor, og jeg må indrømme, at tårerne flere gange stod mig i øjnene under hans samtaler med nordkoreanske flygtninge.

Jesper Grønkjær besøger Brædstrup Bibliotek d. 9. september 2019. Læs mere og bestil billetter her.

Materialer