Billede med logo for temaet: Frihed

Frihækling og hønsestrik

27.02.18
For mig startede det med at min mor lærte mig at strikke og hækle, da jeg var barn...

Jeg kan huske, at jeg sad på mit børneværelse, hørte lydbog og forsøgte at hækle et billede af en dreng på en græsplæne. Det blev absolut grimt og mislykkes trods ihærdige forsøg! Men det gav mig en forståelse for grundprincipperne omkring farveskift, mønster og masker, hvilket er meget mere værd end tusind gennemredigerede opskrifter. For når man har fået fornemmelse for, hvordan det fungerer, er man faktisk er fri til lave lige, hvad man har lyst til!

Frihed til at strikke og hækle lige, hvad man har lyst til!

Strik og hækling er kommet mere og mere på mode de sidste … tja, måske 10 år. Fra at strik var en sandfarvet bedstemor-oplevelse, er det nu blevet (forholdsvis) ungt og hipt. Der udkommer mange super lækre eller skøre håndarbejdsbøger og nye garnbutikker dukker op fyldt med garn i alle farver. Rigtig mange private starter blogs på nettet, hvor de viser deres egne modeller frem, deler variationer af udgivne opskrifter og leger med deres egne farver og udtryk.

Det er det, jeg elsker ved håndarbejde – at man kan lave lige, hvad man har lyst til: en stribet sommerhat! Grydelapper med form som en bil med en campingvogn! En sweater med navn på! Man behøver ikke følge en opskrift og det behøver ikke ligne det, andre laver!

Den gang i 70’erne…

Hønsestrik startede som en del af kvindebevægelsen i 1970’erne. Som et opgør imod de tidligere generationers snævre normer startede Kirsten Hofsätter forlaget Hønsetryk med det formål at udgive de tre Hønsestrikblade, som i dag er meget retro og meget svære at få fat i! Her kan man finde vejledninger til, hvordan man selv laver sine opskrifter, bruger sine garnrester og udtrykker sig via statements og symboler på strik. Teknikkerne er enkle og grundlæggende – princippet er, at alle kan og at der ikke er rigtigt og forkert. Der skal være plads til fantasi og personlig frihed i det, man strikker.

Som en udspringer af Hønsestrik-udgivelserne og tidsånden efter 1968 udkom også sybogen "Tøj du selv kan sy" af Elsebeth Gynther og Bjarne Solbjerg med enkle modeller som kan varieres og pyntes med hjemmedesignede applikationer i en uendelighed og Lis Paludans ”Frihækling”, om hvordan man kan hækle tøj og ting frit ud fra fantasien.

Helt ærligt?

…så er absolut det meste i de førnævnte bøger ubærligt grimt set med nutidens øjne. Heldigvis BEHØVER man jo ikke strikke en hellang, slasket nederdel med kvindekamptegn i grællr farver! Man kan - ganske i bøgernes ånd - nøjes med at lade sig inspirere til at lave sine egne designs i nogen farver og med motiver, man kan holde ud.

Selv om det hele lyder ekstremt retro, så kom der i 2014 en helt ny bog med titlen "Hønsestrik til folket". Den bygger videre på den gamle tradition men med nogle lidt mere nutidige forslag til designs og mønstre. Og Elsebeths Gynthers ”Tøj ud selv kan sy”-bøger er faktisk blevet genoptrykt indenfor de senere år, de gamle bøger har nemlig stadig en relevans, hvis man bare har evnen til at forestille sig modellerne syet i andet end brunt jernbanefløjl.

Så lad dig inspirere på blogs eller i de gamle håndarbejdsbøger og føl dig fri til at lave dine helt egne, fede ting. Alle kan være med – og der er plads til alle designs!

Materialer