Patent på  mord af Bille & Bille
Patent på mord af Bille & Bille

Freddie Mandix-serien

08.03.21
"Patent på mord" af Lisbeth og Steen Bille er første bind i serien om den tidligere politibetjent Freddie Mandix. Oprindeligt udkom serien som en Storytel Original, men blev i efteråret 2020 udgivet i papirform af People’s Press.

Freddie Mandix er tidligere politimand. En hændelse, der stadig plager ham, fik ham til at sige sit job op, og nu starter han på et nyt arbejde i Forskningsministeriet, hvor han er blevet ansat i en nyoprettet enhed kaldet Kontoret for Forskning og Sikkerhed. Her skal han sammen med djøfferen Malthe og forskningsbibliotekaren Emma undersøge svindel, snyd, falske forsøg og sminkede rapporter i den danske forskerverden.

Desværre for Freddie lader hans privatliv ham sjældent få ro til at koncentrere sig om jobbet i ret lang tid ad gangen. Freddie elsker sin lillebror Jacob højt, men han er narkoman på afvænning, og Freddies moral sættes hele tiden på prøve, når han forsøger at hjælpe broren. Blandt andet fører det ham gentagne gange i kontakt med narkohandleren Rune C. på Christiania, en mand det ellers er bedst at holde sig væk fra.

For at gøre ondt værre bliver Freddie langsomt mere og mere betaget af Emma, som desværre har sat sig for at finde ud af, hvilken mørk hemmelighed der plager ham. Og det ønsker Freddie under ingen omstændigheder at hun får at vide.

Mandix-serien er en københavnsk spændings-trilogi, der fører læserne fra ministeriernes bonede gulve over forskerverdenens hvide laboratorier til narkohandlerne på Christiania. Jeg kan rigtig godt lide blandingen af spænding og videnskab, og det er Lisbeth og Steen Bille eksperter i.

I "Patent på mord" kommer vi f.eks. nærmere ind på kræftforskning, mens klimaet spiller en stor rolle i plottet i "Farlige forbindelser". Sidste bind "Blodets bånd" handler bl.a. om mordet på en ekspert i genetik, men også i Freddies privatliv får DNA og familieslægtsskab pludselig ny betydning.

Kan du f.eks. lide Lotte Petris serie om forskeren Selma Eliassen, Helle Vincentz bøger om antropologen Sofie Munk, Rune Stefansons serie om privatdetektiven Marcelo Krankl eller Claus M.Lohmans bøger om virologen Martin Henderson, så vil du også synes om Mandix-serien af Lisbeth og Steen Bille.

Vil du høre mere om Mandix-serien, så lyt med når Lisbeth og Steen Bille fortæller herunder

Materialer