Fra skyggerne / red. Henrik S. Harksen

Fra skyggerne / red. Henrik S. Harksen

04.08.08
Første bind i serien HPLMYTHOS.DK, som indeholder nyskrevne historier inspireret af H. P. Lovecraft og Cthulhu Mythos-genren

Henrik S. Harksen er H. P. Lovecraft entusiast og manden bag forlaget H. Harksen Productions, som har udgivet denne samling Lovecraft inspirerede noveller. Samlingen indeholder en introduktion ved Harksen om H. P. Lovecraft, den første danske oversættelse af novellen “The unnamable” - “Det unævnelige” samt 7 nyskrevne noveller og et digt som er inspireret af H. P. Lovecraft.

Min favorit i samlingen er Thomas Strømsholt “Den lede ting”, som jeg synes har en eminent stemning, og hvor slutningen bringer gyset ind i vores virkelighed på en måde, som ikke ret mange historier gør.

Fortælleren vil sammen med en ven besøge en lille ø, men da de ankommer til færgelejet, opdager de, at færgen ikke sejler mere. Samtidig læser de en lille notits i avisen om et mystisk væsen, som tilsyneladende er set på øen. De to venner får dog fat i en jolle og tager alligevel ud til øen, og i starten er alt fint. Men da mørket falder på, hører de pludselig et mystisk skrig …

En anden rigtig vellykket novelle er “Cikadernes sang” af Sarah Fürst, som – selvom den foregår i nutiden med mobiltelefoner og bioteknologi – alligevel har et gotisk strøg over sig.

Fortælleren møder antikvarboghandleren Torsten, som sammen med vennen Ulrik har fået fat i den sjældne bog Al Azif, der rummer dystre hemmeligheder. De to venner beslutter sig for at eksperimentere med bogen, men naturligvis kan de ikke styre de mørke kræfter. Selve historien er velfortalt, og så er der lige et lille twist ved fortælleren.

Novellesamlingen er bind 1 i serien HPLMYTHOS.DK, som indeholder nye historier inspireret af H. P. Lovecraft og Cthulhu Mythos-genren. Selvom du ikke kender noget til Lovecraft på forhånd, eller du måske ikke er special fan af Lovecraft, så kan du rolig læse samlingen alligevel.

Materialer