Fra sanseligt sprog til myter og okkultisme

27.08.21
Lida Wengel præsenterer et udvalg af ugens nye skønlitteratur

Lyt til ugens podcast her (eksternt link)

Hittebarnets historie af Pam Jenoff

Gribende historie om to stærke kvinder, der begge søger tilflugt i et cirkus under 2. verdenskrig. For læsere af skæbnefortællinger.
Den ganske unge kvinde Noa finder en dag en godsvogn fyldt med døde og døende spædbørn, der er på vej i koncentrationslejr. Hun griber et af de levende børn og stikker af og ender i et cirkus, hvor hun møder den noget ældre Astrid, der skal lære hende at blive luftakrobat. Astrid, der kommer af gammel cirkusslægt, er jøde og lever som flere andre af cirkussets ansatte i skjul her. Der opstår et modvilligt venskab mellem de to kvinder, samtidig med at krigen raser, tilværelsen er usikker og kærligheden har trange kår. Bogen er forfatterens gennembrud fra 2017 og hendes første bog på dansk
Hittebarnets historie bliver sammenlignet med "Pigen uden navn" og "Alt det lys vi ikke ser", og det er fantastiske romaner

Dominodøden af Jonas Moström 

To læger forsvinder sporløst fra sygehuset i Uppsala. Den ene findes torteret og dræbt på spektakulær vis, men hvor er den anden? 
Nathalie Svensson, 45 år og fra Uppsala, er psykiater og profiler, nyskilt og mor til to. Johan Axberg er succesfuld kriminalinspektør med kæreste og lille barn. Fagligt komplementerer Nathalie og Johan hinanden på bedste vis, og samtidig er de tiltrukket af hinanden. Der skrives om serien: Spændende og velkomponeret svensk krimiserie med komplekse plot, højt tempo og udvikling fra bog til bog i hovedpersonernes privatliv. 

Det forsvundne lig af Jean-Luc Bannalec 

Omkring påske finder en gammel filmdiva liget af en mand ved den franske Belon-flod, hvor der opdrættes østers. Da den sympatiske og dygtige kommissær George Dupin dukker op, er liget forsvundet igen. Kort efter modtager han et opkald fra de sagnomspundne bjerge Monts d'Arrée, hvor går der overtroiske historier om onde skabninger. Her har man fundet endnu et lig. Sporene fører i retning af mafiaen og gådefulde druidekulturer, der dyrker det okkulte. De mærkværdige spor, gør sagen mere forvirrende, end Dupins hidtidige sager. Ikke nok med, at han skal undersøge den kriminelle underverden, men han skal også forholde sig til overtro, myter og okkultisme.
Minder om Volker Kutschers krimiserie om kriminalassistent Gereon Rath, hvor "Den våde fisk" er den første i serien. 

Sfinx af Daniel Dalgaard 

En alvorlig blodprop har efterladt Jan Schnecker lammet, stum, bundet til en kørestol. Fanget i sin egen krop mindes Jan opvæksten på Bornholm, en opvækst i skyggen af anden verdenskrig og følelsen af at være udenfor - dengang fanget i en lille bys konventioner. Thea forstår følelsen af kroppen som et fængsel. Hun har altid følt sig enormt stor, men nullernes backpackermiljø favner hende og giver hende en ny identitet. Mødet med to italienske søstre fører hende til et hotel i Thailand, hvor også Jan ferierer med sin datter. Senere overværer Thea tsunamien skylle ind over landets kyster, men det er intet imod den tsunami, der har ramt hende få dage forinden, da mødet med Jan får fatale konsekvenser for dem begge. 
Tankevækkende roman om identitet, afmagt, ensomhed og tilfældighedernes lunefuldhed. Sproget er sanseligt og billedskabende og de to hovedpersoner troværdige og genkendelige i deres rodløshed. Læsere af denne bog vil også holde af Per Pettersons "Jeg nægter".
 

Materialer