Fra livet med naturen til Shakespeare

02.07.21
Janus B. Andersen anbefaler ny faglitteratur

Lyt til ugens podcast her (eksternt link)

Der har været gang i reservationsknapperne derude, og jeg har haft gang i indkøbene, så der nu er nye fagbøger på vej til biblioteket. Der har faktisk været så meget gang i den, at jeg har måttet klippe en hæl og hugge en tå for at få denne udgave af Friske Faustnumre til at passe ind i rammerne med to gange fem titler - og så vil jeg endda snyde med en hurtig liste over titler til sidst også. 

Altså en overraskende spændende uge for de faglitterære udgivelser, der bringer os omkring anden verdenskrig, Covid-19, livet med naturen, ADHD, Shakespeare-oversættelse, nyere europæisk historie, biografier, strik, rejsefortællinger og mad. 

Jeg lægger ud med "Livets tynde vægge", der er "en fortælling om et lydt hus og en natur fuld af sprog" af Nina Burton. Burton flytter i et sommerhus med en stor naturgrund, og snart må hun indse, at hun ikke er den eneste, der bor der. Jeg har allerede fået en fyldig anbefaling af den fra min kone, og den lyder som en god tilføjelse til de naturbøger, der strømmer ind på hylderne i disse år. 

Naturen handler det også om i Jan Skrivers bog "Lille Vildmose: vildmosen der blev vildere". Han tager læseren i ord og billeder til området Lille Vildmose i Himmerland, der i 2007 blev fredet, og følger udviklingen fra industriområde til vild natur. Og lidt må man da glæde sig til en bog, når lektøren siger: "Billedsiden er i en klasse for sig, og kombineret med en tilgængelig tekst er det et bogværk, der både inspirerer og oplyser"

Også Birgit Rothmann kigger ud på det grønne, omend med et mere praktisk blik og med et spørgsmål: hvad for noget af det kan man spise? Hendes bog hedder "Høst fra træerne: opskrifter fra den spiselige permahave" og er en inspiration til at plante anderledes træer og spise dem - eller deres frugt, nødder, blade, saft og så videre. 40 træer og masser af opskrifter byder den på. 

Så vil jeg fremdrage en bog, der ser tilbage i tiden. "Notabiliteternes razzia" af Anne Sinclair er historien om den franske stats samarbejde med nazisterne - og hvordan de pågreb jøderne for at sende dem i lejre. Forfatterens egen bedstefar var en af de tilfangetagne, og hun bruger hans historie til at fortælle den større historie og gøre den levende. Jeg nævner den her, fordi anden verdenskrig er et evigt efterspurgt emne, men den her lader til indtil videre at være fløjet under radaren, og den fortjener sine læsere. 

Til sidst vil jeg lige nævne en bog, der kunne være aktuel for nogle - men forhåbentlig ikke. Annegrete Dall Visby blev ramt af Covid-19, og sammen med sin mand, Steen Kabel, har hun skrevet om alt det, de gerne selv ville have vidst. Det er blevet til "Livet med senfølger efter COVID-19: hvordan du og din familie finder retning i hverdagen med senfølger". Det er forhåbentlig ikke en bog, du får brug for, men du skal vide, at den findes. 

Nu kommer vi til de reserverede bøger, og der kan jeg starte med et par kendte navne. 

Anders Langballe har skrevet om, da han blev ramt af to blodpropper i hjernen og måtte starte sit liv forfra. Hvilket så også er blevet titlen på hans bog om den periode: "Forfra". "Medrivende og hurtigt læst," siger lektøren, og med et så kendt ansigt på forsiden er der naturligvis allerede en god kø, du kan stille dig op i for at komme til at læse den. 

Det samme gælder for "Hører du overhovedet efter?!: fortællinger om at leve med ADHD" - der er det nemlig forfatteren og tidligere minister Manu Sareen, der fortæller om livet med diagnosen ADHD. Det er en bog, der både fortæller hans egen historie og bringer interviews med fagfolk og andre, der har samme livsoplevelse. 

Også i det selvbiografiske finder vi Preben Koks "Arvegods: giv visdom videre", for præsten og debattøren forsøger at give det videre, som han har lært. Noget så sjældent som en selvhjælpsbog med kristent udgangspunkt, og det står der så nogle mennesker og venter på derude. 

Forventninger er der også i Geert Maks nye bog - titlen er nemlig "Store forventninger i Europa 2000-2020", og den velkendte hollandske historiker tager et grundigt kig på, hvordan det gik med det optimistiske Europa af 1999. Maks bøger er murstensstore, men også tilsvarende givende ifølge anmeldelserne, så der kommer forhåbentlig flere reserveringer. 

Og som afslutning på de allerede reserverede titler er jeg glad for, at jeg ikke er den eneste, som har lyst til at læse Niels Brunses bog "Sådan er det", der handler om alle de spindsfindige detaljer, der er i arbejdet med at oversætte Shakespeare til dansk. Jeg har hørt foredrag med Brunse og læst noget af hans skønlitteratur, så jeg har ingen tvivl om, at det er spændende læsning om et umiddelbart snævert emne. 

Til allersidst vil jeg bryde rammerne lidt, for selv om der har været godt gang i reserveringerne i denne uge, så var der alligevel flere titler, hvor jeg blev overrasket over, at der IKKE allerede stod folk i kø - så dem vil jeg altså også lige sende ud i æteren i håbet om, at de finder deres læsere. Så i en hurtig strøm har vi en opsamling af Ib Michaels rejsefortællinger med titlen "De syv rejser" - Bodil Heisters bog om Hans Heister med titlen "Jeg tæller timerne: den sande historie om modstandsmanden, der sad indespærret i Shellhuset under bombningen i 1945" - en ny strikkebog af Annette Danielsen: "Bettekun: strik til udebørn 1-5 år" - og to madbøger: "Lone Landmands kager" af Lone Vitus og "MK bootcamp: 200 sunde opskrifter på hverdagsmad" af Michelle Kristensen. Hvis der er nogen af dem, der lige rammer din interesse, så kan du være heldig at finde dem på hylden, hvis du er hurtig. 

Lidt forpustet blev det alt for denne gang. Vi har jo købt andet og mere end de her nævnte - mine kolleger fortæller om andre bogindkøb i deres podcasts, og på vores hjemmeside kan du også se mere nyt på hylderne. Det er horsensbibliotek.dk - der kan du samtidig reservere de bøger, der lød interessante for dig, og bruge kontakt-muligheden til at blive skrevet op til de bøger, der er så nye, at du ikke kan finde dem i bibliotekets database endnu. 

Så vil jeg sige tak for denne gang. Mit navn er Janus Andersen, jeg håber, vi læses ved.
 

Materialer