Fra Kokholms Hotel over Folkhemmet til skræmmende skrivemaskiner, bornholmerure og kvindeliv

22.06.21
Lida Wengel anbefaler ny skønlitteratur på vej til bibliotekets hylder.

Lyt til denne og andre episoder af Friske Faustnumre: Ny skønlitteratur ved at klikke her.

Dronning Elisabeth af Kandestederne af Marianne Hesselholt udgivet på Ancethe
God roman om livet i Kandestederne i starten af 1900-tallet. Bogen fortæller, hvordan det fornemme Kokholms Hotel blev støbt af hårdt arbejde og fattigdom, og hvordan Kandestederne udviklede sig fra et fattigt sted til et luksuriøst område. 
Området Kandestederne blev et meget populært feriested for Danmarks overklasse, og bogen fortæller om tiden, inden det skete. Om skiftet og forandringen fra værende et fattigt område, til et velhavende sted. To slidsomme og arbejdsomme unge mennesker, en bondedatter og en søn af en daglejer, har en drøm om et bygge et badehotel, og det bliver til Kokholms Hotel. Forfatteren skriver i bogen, at tv-serien "Badehotellet" angiveligt har ladet sig inspirere af Kokholms Hotel. Og så er jeg solgt!

Datteren af Lena Andersson udgivet af C&K
Opfølgning på Sveas søn, hvor vi følger Sveas barnebarn Elsa og via hende oplever det svenske velfærdssamfund i dets op- og nedture. 
Elsa er datter af Sveas søn Ragnar, hvis opvækst fulgte skabelsen af "folkhemmet", det svenske velfærdssamfund med alle dets muligheder og lidt firkantede kasser. Elsas barndom og opvækst i de sidste ti-år af 1900-tallet er sat i system af Ragnar, og fordi muligheden er der, skal hun og bror Erik som en selvfølge dyrke sport og musik. Elsa udvikler sig til elitesportsudøver, mulighederne er åbne for "systemets pige", men hun mister gnisten uden at forstå hvorfor. Besat af at søge viden og forstå, rejser hun til USA som au pair pige og møder med undrende øjne en anden virkelighed langt fra folkhemmet. 

Klik af Linwood Barclay udgivet på Jentas
Da Kenneth Hoffmann forsøgte at bortskaffe ligene af 2 dræbte elskerinder, blev han afbrudt af sin kollega på universitetet, Paul Davis. En mirakuløs indgriben fra politiet, gjorde at Paul slap med at blive slået hårdt i hovedet med en skovl. Med fysiske og psykiske traumer fra overfaldet prøver Paul at komme videre ved at skrive en bog om hændelsen og ved faste sessioner hos psykologen Anna White. For at inspirere ham køber hans kone Caroline en flot gammel skrivemaskine som dekoration til kontoret. Men så om natten kan Paul pludselig høre en støj fra kontoret. Klik, klik, klik

Urværk af Ane Riel udgivet på L&R
Jeg holder meget af Ane Riels bøger og glæder mig meget til at læse Urværk!
Tiden rinder ud for Alma, men hun husker at trække bornholmeruret op hver aften, inden det er tid for dem begge at gå i stå. 
Det hænder at hun glemmer sin mands navn, og sit eget for den sags skyld. Urmageren og ægtemanden Otto var engang så nænsom, men så fyldte vreden, og han slog hendes Plet ihjel, køteren, som han kaldte den, og næsten også hende. Alma blev lidt ond. Nu bor hun alene i huset og får leveret varer en gang om ugen udenfor døren. Indenfor døren ligger breve i stakke. Når det en sjælden gang ringer på døren, gemmer hun sig. Der er ting, hun ikke kan huske, og der er ting, hun helst ikke vil huske. Men der er ingen vej uden om det redskabsskur, nu da drengen Otto og hunden Lulu kommer og besøger hende og har gjort hende yngre. 

Lukketid af Christine Bojsen Træden udgivet på Brændpunkt
Har du nogensinde spekuleret over de andres liv, når du stod i en kø og ventede? Romanen handler om 11 forskellige kvindeliv. Det eneste, kvinderne har tilfælles, er, at de befinder sig i samme kø i H&M på Strøget en uge før jul og at deres liv ikke er enkle. 
De unge og ældre kvinders forskellige historier og udfordringer udfoldes, og læseren følger dem gennem højtiden, der sætter problemer og sorger på spidsen
Bliver sammenlignet med Trude Marsteins Weekend  og Caroline Albertine Minors novellesamling Velsignelser og det tegner godt!
 

Materialer