Fordærv af Michael Kamp

Fordærv af Michael Kamp

30.10.14
Hvordan forholder man sig som lærer til zombier i klasselokalet?

Gregers er skolelærer. En dag opdager han en død elev i klassen, Henriette. Ikke nogen stor overraskelse for som Gregers konstaterer, så var hun tæt på at være død i forvejen, sådan som hun altid gemte sig bag sin makeup og sit hår. Men Henriette får snart følgeskab af andre elever, og snart har Gregers et problem i klassen, for de døde forstyrrer undervisningen, når de forsøger at spise de levende elever.

Gregers forsøger sig med lidt af hvert. Han sætter hegn op i klasselokalet, men får besked fra rektor på at pille det ned for: “På vores skole deler vi ikke eleverne i de levende og de døde. Der skal være plads til dem alle sammen i klassen“. Så prøver han med halsbånd og kæder, og til sidst har han altid et boldtræ med sig i skole. Men de døde smitter også udenfor skoletid, og Gregers må sande, at hele årgangen snart er tabt på gulvet.

“Fordærv” er en død-morsom satire over skolevæsnet i Danmark. Jeg kan lige se læreren Annemette for mig, når hun taler om, at man kan nå de døde elever pædagogisk, måske ved at give dem et knus om morgenen! Og de forkælende forældrene som er rasende over, at nogen siger noget skidt om deres lille Jimmy og nægter at se i øjnene, at han er død.

Michael Kamp er selv skolelærer, og han rammer lige på kornet med sine betragtninger.  Romanen giver også en fornemmelse af, hvor frustrerende det ind i mellem må være at være lærer i dagens Danmark. Men det hele fortælles med masser af humor og et glimt i øjet, og jeg følte mig godt underholdt hele vejen.

Materialer