Fødselsdagsgaven af Sue Monk Kidd

27.04.16
Kan man være både slaveejer og feminist? Nej, nok ikke.

Søstrene Sarah og Angelina Grimké er født og opvokset i  Charleston i South Carolina i begyndelsen af 1800-tallet. Til sin 11-års fødselsdag får Sarah sin helt egen husslave i gave, og selv om hun nægter at modtage gaven, så er hun trods alt underlagt sine forældres vilje. Sarah og søsteren Angelina vokser op i en børnerig magtfuld rigmandsfamilie som ejer rigtig mange slaver.

Sue Monk Kidd har skrevet en underholdende, dampende sydstatsroman med udgangspunkt i søstrenes liv. Det er ikke en egentlig biografi, men jeg er sikker på at forfatteren har researchet den historiske periode rigtig grundigt. Vi får fortalt historien om Hetty – eller Håndfuld – som slaven bliver kaldt. Hvordan slavelivet udspillede sig for hende og hendes familie. Straffemetoderne er bestialske, og svarer til de historier Alex Haley fortalte i sit store værk ”Rødder”. Forfatteren har særligt fokus på kvindernes vilkår . Sarah er en særdeles godt begavet pige, og hun ønsker at læse til jurist, men det får hun naturligvis ikke lov til alene på grund at sit køn.

De to søstre afskyr slaveriet og kæmper for frigivelsen af slaverne. De bliver naturligvis udstødt  og lagt for had af deres egne forældre, og de hvide slaveejere i South Carolina. Sarah forelsker sig i en enkemand fra kvæker-bevægelsen. Det bliver dog ikke til ægteskab, men hun søger optagelse og forsøger  uden held at blive præst.  Søstrene slå sig sammen og Angelina bliver også optaget i kvæker-bevægelsen. Sammen kæmper de for kvindernes rettigheder og frigørelse.  De rejser rundt og holder foredrag om afskaffelse af slaveriet og om kvindernes frigørelse. En rigtig god roman som både giver indsigt og udsyn, og samtidig er den letlæst og meget underholdende.

Materialer