Faldende masker af Dennis Jürgensen

13.12.19
Sjette og afsluttende bind i Dennis Jürgensens spændende krimi-serie om politimanden Roland Triel

Jeg er stor fan af Dennis Jürgensen og af hans fiktive politimand Roland Triel, så jeg har både glædet til og græmmet mig over, at sjette bind i serien "Faldende masker" udkom. Glædet mig fordi jeg var spændt på at læse den, og græmmet mig fordi det er sidste bind i serien.

I forrige bind lykkedes det Inge Renee Janné at slippe væk efter en mislykket kidnapning. Nu er Roland Triel og hele politistyrken på jagt efter ham, men han har en plan i ærmet for, hvordan han skal få ram på Triel. I mens skyller et lig af en ung kvinde op af havet. Tilfældigt er det journalisten Klavs Fortman og makkeren Siam, der finder den døde kvinde, og Klavs øjner straks en mulighed for en historie. Og sideløbende hermed hører vi om en gruppe professionelle lejesoldater, der leder efter nogle forsvundne diamanter. 

Der er således nok at holde styr på, men alle trådene samles til sidst.

"Faldende masker" er måske ikke det bedste bind i serien, men trods det er her stadig tale om en vældig underholdende pageturner, der nok skal holde læseren fanget til sidste side. Og selvom det er sidste bind om Roland Triel, har Dennis Jürgensen heldigvis lovet, at han ikke er færdig med at skrive krimier. Så jeg er allerede begyndt at glæde mig ...

Materialer